Bulgarske borgere vælger landets første kvindelige præsident
Iliana Iotova bliver ny præsident i Bulgarien efter anden valgrunde. Hun har været fungerende siden januar.

Iliana Iotova bliver ny præsident i Bulgarien efter anden valgrunde. Hun har været fungerende siden januar.

De bulgarske borgere har valgt Iliana Iotova som landets første kvindelige præsident.
Det viser officielle valgresultater ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Iotova har taget valgsejren med 57,6 procent af stemmerne, som blev afgivet søndag.
Hendes modstander, Andrey Gyurov, er løbet med 39,5 procent af vælgernes stemmer.
Søndagens stemmeafgivelser var anden runde af valget.
Første runde fandt sted 25. oktober.
Også her fik Iotova flest stemmer.
Præsidenten har i vid udstrækning en ceremoniel rolle i Bulgarien, hvor der bor omkring 6,7 millioner mennesker.
Iotova indtager præsidentkontoret 22. januar.
Den nyvalgte præsident har tidligere været vicepræsident, inden hun i januar overtog rollen som fungerende præsident.
Den nuværende premierminister, Rumen Radev, trak sig fra præsidentposten for at stille op til parlamentsvalget.
Iotovas sejr er også en politisk gevinst for Radev, der har bakket op om hende som kandidat hele vejen igennem.
Både Iliana Iotova og Rumen Radev har opfordret til en diplomatisk afslutning af krigen i Ukraine.
Iotova er desuden fortaler for dialog med Rusland og modstander af militær hjælp til Ukraine, mens Gyurov har udtrykt støtte til Ukraine og støttes selv af vestligt orienterede partier.
Valget af Iotova er også sket, mens der har været flere droneangreb på handelsskibe ud for Bulgariens kyst til Sortehavet.
Angrebene har sandsynligvis kostet over 20 internationale søfolk livet og har udløst international fordømmelse.
Iotova har fordømt angrebene. Hun blev dog alligevel i en tv-debat op til valget beskyldt af sin modstander for ikke udtrykkeligt at give Rusland skylden.
Bulgarien er medlem af både EU og Nato.
RITZAU