Efter den 17-årige politifan og Trump-tilhænger Kyle Rittenhouse natten til onsdag skød og dræbte to ubevæbnede Black Lives Matter-demonstranter i den amerikanske stat Wisconsin, er våbendebatten igen blomstret op i USA.

Mens voldsomme demonstrationer finder sted, har Donald Trump udråbt sig selv til præsident for lov og orden.

Under den igangværende valgkampagne har præsidenten og hans partifæller gentagende gange fastholdt, at et USA under Joe Bidens regering vil ende i anarki og voldelig revolution.

Og derfor besluttede B.T.s USA-korrespondent at gå på gaden i sin hjemstat, Michigan, for at undersøge, hvordan vilkårene i dag er for en motiveret våbenkøber.

Kyle Ritterhouse på gaden i Wisconsin.
Kyle Ritterhouse på gaden i Wisconsin. Foto: twitter
Vis mere

B.T.s udsendte købte sit første våben for 13 år siden. I mellemtiden er våbensalget blot blevet større. Og det er bestemt ikke blevet sværere at blive våbenejer, tværtimod.

Således tog det B.T.s udsendte under en halv time at blive den 'lykkelige' ejer af en ny vaskeægte 'Dirty Harry'-pistol, en Magnum .357. Pris: Små 4.500 kroner.

Salgsstedet var den – for en våbenbutik at være – lille og relativt hyggelige 'gun-shop' i Oakland County, Michigan.

»Jeg skal bruge den til at beskytte min familie. Jeg vil også gerne have et hylster. Og jeg er dobbelt statsborger, dansk og amerikansk. Prisen er ikke noget problem.«

B.T. Henning Høeg ved egen Magnum - Dirty Harry's foretrukne.
B.T. Henning Høeg ved egen Magnum - Dirty Harry's foretrukne. Foto: Henning Høeg
Vis mere

Sådan lagde jeg for. Og reaktionen var et indforstået og varmt 'no problem, buddy'.

I midtvestlige stater som Michigan er våbenejere også en slags broderskab – med masser af plads til 'våbensøstre'. 7 ud af 10 voksne i vores nabolag er således bevæbnet. Vi forstår hinanden.

Selvfølgelig skulle der udfyldes papirer. Min straffeattest skulle undersøges. Tre trafikforseelser på 25 år i staterne. Endnu en gang 'no problem'.

Ifølge amerikansk lovgivning kræver våbenkøb såmænd ikke engang amerikansk statsborgerskab. Det er rigeligt, hvis du bare er legal indvandrer med et såkaldt 'green card'. Men statsborgerskabet gør det endnu mere ukompliceret.

Advokatparret Mark og Patricia McCloskey fra St. Louis, Missouri blev verdenskendte da de greb deres våben og sigtede Black Lives Matter demonstranter i deres egen forhave. Manden til højre i billedet holder en mikrofon.
Advokatparret Mark og Patricia McCloskey fra St. Louis, Missouri blev verdenskendte da de greb deres våben og sigtede Black Lives Matter demonstranter i deres egen forhave. Manden til højre i billedet holder en mikrofon. Foto: LAWRENCE BRYANT - Reuters
Vis mere

Faktisk tog det sidste år dobbelt så lang tid at forny mit kørekort på det lokale 'secretary of state'-kontor.

I det første år efter Trumps indsættelse i januar 2017 gik våbensalget lidt i bero. Men efter de flittigt pressedækkede Black Lives Matter-demonstrationer blussede op, og historien fra byen St. Louis – hvor et midaldrende hvidt ægtepar sigtede på demonstranterne med henholdsvis pistol og maskingevær – kom frem, er våbensalget igen eksploderet.

Og hvis jeg havde valgt at købe min nye 'gøb' på et af de talrrige våbenshow, der årligt afholdes i midtvestlige stater som Michigan, så havde det om muligt været endnu lettere.

Her fandt jeg for tre år siden dette Colt Walther model M4 OPS 22 kaliber-maskingevær, der med garanti vil holde indbrudstyvene på afstand.

B.T.'s udsendte med eget semiautomatiske maskingevær. Det er legende let at blive våbenejer i USA.
B.T.'s udsendte med eget semiautomatiske maskingevær. Det er legende let at blive våbenejer i USA. Foto: Linda Høeg
Vis mere

Retten til at bære våben er stadfæstet i den amerikanske forfatning, der i 1787 blev underskrevet af kloge hoveder som Benjamin Franklin og Alexander Hamilton. Allerede i punkt to – ja, så vigtigt var det – sikres amerikanernes ret til at bære våben for at 'forsvare sig selv imod den tyranniske regering'.

Og en opdatering eller ændring i forfatningen er så godt som umulig. Dét sørgede selvsamme Franklin og Hamilton nemlig også for.

Således ville det kræve, at to tredjedele af den amerikanske kongres skulle kunne blive enige og stemme for en ændring. Og ude i lokalregeringerne i de 50 amerikanske stater skulle ikke færre end tre fjerdedele af samtlige regeringsmedlemmer være enige.

»Det vil aldrig nogensinde ske. Det er ren og skær ønsketænkning,« siger den venlige ekspedient, mens han rækker mit nye våben over disken.

I USA er våben bare noget, man køber. B.T.'s udsendtes hustru til våben-show i Michigan.
I USA er våben bare noget, man køber. B.T.'s udsendtes hustru til våben-show i Michigan. Foto: Henning Høeg
Vis mere

I forbindelse med købet bliver jeg tilbudt skydetræning, men der er ingen krav om den slags. Og hvis jeg havde købt min pistol på et af de føromtalte våbenshow, så er det teoretisk set en 'privat handel' – fra 'samler' til 'samler'.

Derfor ville min straffeattest her være uden interesse. Og selv om jeg var tidligere straffet eller havde en diagnosticeret psykiatrisk lidelse, så kunne jeg stadig købe våben – lige så tosset jeg ville, så at sige.

Svært bevæbnede demonstranter i Georgia.
Svært bevæbnede demonstranter i Georgia. Foto: John Amis - EPA
Vis mere

Og så lige til sidst lidt fakta:

Punkt to i den amerikanske forfatning sikrer enhver amerikaner retten til at bære våben.

Der er i USA godt 270 millioner skydevåben i omløb.

I 2018 blev godt 39.000 amerikanere dræbt med skydevåben – lidt over en fjerdedel var selvmord.

Samme år blev over 64.000 såret af skydevåben.

Let tilgængelige skydevåben er ikke kun for hvide amerikanere. Her ses en sort militia i byen Louisville, Kentucky. Bevæbnet til tænderne.
Let tilgængelige skydevåben er ikke kun for hvide amerikanere. Her ses en sort militia i byen Louisville, Kentucky. Bevæbnet til tænderne. Foto: Bryan Woolston - Reuters
Vis mere

Fotografierne af B.T. udsendte stammer fra henholdsvis 2007 og 2017. I dag er fotografering ikke tilladt i de fleste af Michigans våbenbutikker.