Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) bakker op om Donald Trumps forslag om en våbenhvile i Ukraine langs den nuværende frontlinje.

Men det er et forslag, der stiller Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj i noget af en kattepine.

Sådan lyder vurderingen fra B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær. 

»Såvel Lars Løkkes som Donald Trumps ønske om at fastfryse kontaktlinjen i Ukraine for at opnå en våbenhvile sætter den ukrainske præsident Zelenskyj i en meget svær situation,« siger han.

For uanset hvad Zelenskyj gør, kan det koste ham – og Ukraine – dyrt, påpeger Jeppe Elkjær:

»Hvis han ikke accepterer, så vil Donald Trump kunne anklage ham for at ville fortsætte krigen og ikke ønske fred. Den situation ønsker Zelenskyj ikke at stå i.«

Omvendt vil en våbenhvile give Rusland mulighed for at »slikke sine sår og omgruppere sine tropper – og muligvis vende tilbage med fornyet kraft,« som B.T.s udlandsredaktør forklarer det.

Og det endda på et tidspunkt i krigen, hvor Ukraine har haft held med at ramme Rusland på et særdeles ømt punkt:

»Ukraine har netop nu gang i en yderst succesfuld angrebskampagne mod Ruslands olieraffinaderier. Den går så godt, at Putin og Rusland for alvor er ved at være presset,« siger Jeppe Elkjær og fortsætter:

»Hvis en våbenhvile – som den Trump og Løkke ønsker – også indebærer, at Ukraine skal stoppe sine angreb på russisk olieinfrastruktur, så vil det være ekstremt svært for Zelenskyj at acceptere.«

Her ses Lars Løkke Rasmussen hilse på Donald Trump under et Nato-topmøde i Haag 25. juni.
Her ses Lars Løkke Rasmussen hilse på Donald Trump under et Nato-topmøde i Haag 25. juni. Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Endelig vil en fastfrysning af den nuværende frontlinje være en dyr pris at betale for Volodymyr Zelenskyj, idet Rusland har besat størstedelen af det industri- og mineralrige Donbas-region, som består af provinserne Donetsk og Luhansk.

»Så den her situation er ekstremt svær for Zelenskyj, der heller ikke ønsker at opgive territorium til Rusland – hverken på kort eller lang sigt,« understreger Jeppe Elkjær.

Det var på spørgsmål fra journalister om bord på præsidentflyet Air Force One, at Donald Trump luftede tanken om en fastfrysning af frontlinjen som udgangspunkt for en våbenhvile mellem Rusland og Ukraine.

»Vi synes, at det, de burde gøre, simpelthen er at stoppe ved frontlinjerne, hvor de er. Gå hjem, stoppe med at dræbe folk og være færdige,« sagde Trump sent søndag lokal tid ifølge nyhedsbureauet dpa.

»Lad det være, sådan som det er lige nu. De kan forhandle noget senere hen ad vejen, tilføjede den amerikanske præsident.

Det er det forslag, Lars Løkke Rasmussen mandag har udtalt, at den danske regering bakker op om.