»Det er lidt af en udvikling, vi er vidne til.«

Sådan lyder det fra B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, efter at våbenhvilen mellem USA og Israel på den ene side og Iran på den anden blev indgået i sidste sekund.

Klokken 02 natten til onsdag udløb den amerikanske præsident, Donald Trumps, deadline for, at Iran genåbnede Hormuzstrædet.

Det lover Iran at gøre i de to uger, våbenhvilen foreløbig står til at vare.

»Donald Trump havde spillet ekstremt højt spil mod Iran ved at true med at udslette hele deres civilisation. Og på den måde havde han ikke bare sat Iran under voldsomt pres, men også sig selv,« siger Jeppe Elkjær.

Med våbenhvilen mener B.T.s udlandsredaktør, at mange formentlig vil 'ånde lettet op kortvarigt' – men at krigen kun har haft tabere:

B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.
B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær. Foto: Bax Lindhardt

»Begge parter erklærer sejr. Men i virkeligheden har ingen vundet. Iran er bombet så hårdt, at de ikke har en flåde, deres atomprogram ligger i ruiner og deres regimes top er døde.«

»Trump på den anden side har taget den iranske atomtrussel og deres missilforsvar ud. Men han endte i den forbindelse med at skabe en global benzin- og gaskrise, som kan få enorme konsekvenser hjemme i USA,« siger Jeppe Elkjær.

»Nu skal vi se, hvad to ugers våbenhvile kan føre til af videre forhandlinger. Men lige nu virker det som om, vi har været vidne til en uendelig lang og højdramatisk kamp, hvor begge parter mener, de har vundet. Men i virkeligheden er den blevet uafgjort,« slutter B.T.s udlandsredaktør.

Du kan følge udviklingen i Mellemøsten og international storpolitik i vores liveblog, som du finder lige HER.