Han er milliardær, tidligere premierminister, har været anklaget for korruption – og bliver ofte sammenlignet med Donald Trump.
Nu står Andrej Babiš til at genvinde magten i Tjekkiet, og det får alarmklokkerne til at ringe i både Bruxelles og Kyiv.

»Det er virkelig skidt nyt for Ukraine. Det er hårdt nok at håndtere Orban og Fico – og nu kommer Babiš oveni,« siger Jeppe Elkjær med henvisning til Ungarns og Slovakiets premierministre, der begge har markeret sig som EUs mindste støttere af Ukraine.
Babis’ parti ANO fik næsten 35 procent af stemmerne efter en valgkamp med netop løfter om at skrue ned for både den militære og økonomiske støtte til Kyiv.
»Der er en ny blok i Centraleuropa, som går imod den linje, Mette Frederiksen og de baltiske lande står for. Det må man tage notits af,« siger Elkjær.
Tjekkiet har ellers tidligere været et af de mest markante støttelande i EU. Landet har leveret store mængder våben, taget imod flest ukrainske flygtninge pr. indbygger og været blandt de mest højtråbende kritikere af Rusland.
Men nu har vælgerne tilsyneladende fået nok.
»Babiš har tydeligvis fanget en stemning i befolkningen. Han kalder det at være pro-tjekkisk – kritikere vil sige, han går Putins ærinde. Uanset hvad, så handler det om at styrke sig selv frem for Ukraine,« siger Elkjær.
Han peger på, at den udvikling tvinger Danmark og de nordiske lande til at styrke samarbejdet med de mest Ukraine-venlige partnere i EU.
»Vi ser allerede, at den såkaldte Nordic-Baltic Eight-gruppe – Danmark, Sverige, Finland, Norge og de baltiske lande – rykker tættere sammen. De forsøger at holde fast i støtten til Ukraine, også når vinden vender i Bruxelles.«
»Men det bliver sværere. For hver gang et land som Tjekkiet skifter kurs, bliver det europæiske sammenhold svækket,« konkluderer B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.