Et helt særligt opslag – og særligt én bestemt sætning – fra den amerikanske præsident fik pludselig stor opmærksomhed søndag.
Ikke kun for den trussel, som sætningen udgjorde. Men også for ordvalget. Og det kan ifølge B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, alt sammen tyde på, at Donald Trump i stigende grad er presset.
»Det virker jo til at være en præsident, som i stigende grad er presset over det, der sker i Iran og over Hormuzstrædet,« forklarer han.
Vurderingen kommer han med, efter Donald Trump søndag eftermiddag dansk tid udgav et ganske opsigtsvækkende opslag på sit sociale medie, Truth Social.
I opslaget rettede han en trussel mod Iran.
Hvis ikke landet åbner for Hormuzstrædet – som Iran stort set har nedlukket i kølvandet på de amerikanske og israelske angreb mod landet – vil USA tirsdag angribe kraftværker og broer, lød det.

»Der vil ikke være noget, der kan måle sig med det!!!« skrev Trump, som fulgte op med sætningen, som flere siden har kritiseret ham for:
»Åbn det fucking stræde, I sindssyge skiderikker, ellers kommer I til at leve i helvede – BARE VENT OG SE!,« skrev han.
B.T.s udlandsredaktør forklarer, at han har fulgt Trump i mange år:
»Og jeg har aldrig set ham bande så voldsomt før. Han har det med at skrive i versaler og ikke have noget imod at kalde folk for opfundne øgenavne. Men ligefrem nærmest som en havnearbejder at råbe på den måde... det mindes jeg ikke at have set ham gøre før,« siger Jeppe Elkjær:

»Så det tyder på, at der er noget ekstra pres på Trump for tiden.«
»Som en ekstra pointe synes jeg også, man skal stoppe et øjeblik og tænke over, hvor vildt det er, at en statsleder – sågar af verdens mest magtfulde nation – kommer med sådan nogle officielle udtalelser,« tilføjer han.
Jeppe Elkjær forklarer, at det »ikke er normalt i diplomatiet, heller ikke i krig«:
»Og det er kun fordi, det er Trump, vi nærmest affejer det med et skuldertræk.«
Flere gange har den amerikanske præsident fremsat deadlines for, hvornår Iran skulle genåbne Hormuzstrædet.
Først lød det på 48 timer. Så blev det fem dage. Så ti dage.
»Nu virker det til, at vi er et sted, hvor præsidenten tilsyneladende ikke mener, at der en aftale på vej – så nu virker presset til at stige,« forklarer Jeppe Elkjær:
»Også fordi presset på Trump generelt stiger på grund af den her krig, som jo – med hans egne ord – skulle til at være slut nu.«

Men det ser umiddelbart ikke ud til, at USA står med en løsning lige hånden, vurderer udlandsredaktøren:
»Samtidig står Trump og stirrer ind i de her olie- og gaspriser, der er høje, mens amerikanerne betaler bøden, når de står og skal tanke deres elskede biler,« lyder det fra Jeppe Elkjær:
»Så den her krig ser i stigende grad skidt ud for Trump. På næsten alle måder.«
I virkeligheden står den amerikanske præsident et værre sted nu, når det kommer til handlen af olie og gas, end han gjorde før krigen.
»Så kan det godt være, han har fået ødelagt en masse mål i Iran, men i virkeligheden står verdensøkonomien et markant værre sted. Samtidig har man også fået highlightet, at Trump ikke har så meget hjælp at hente fra sine tidligere så gode allierede i Europa, som han måske kunne tro,« forklarer han.
»På mange måder står han dermed et markant svagere sted, end før krigen brød ud.«
Du kan følge udviklingen i den amerikanske og israelske krig mod Iran, som brød ud den 28. februar, i vores liveblog lige HER.

