Viktor Orbán mister sit jerngreb om Ungarn efter 16 år ved magten, og det får store dele af Europa til at juble.
Den prodemokratiske oppositionsleder, Péter Magyar, blev nemlig den helt store vinder.
Hans parti, Tisza, sikrer sig to tredjedeles flertal i Ungarns parlament efter valget søndag.
Det er en historisk sejr for både Ungarn og EU. Magyars sejr kommer til at ændre Ungarns politiske kurs på centrale udenrigspolitiske emner.
Ifølge B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, vidner valgresultatet om folkets ønske om en mere demokratisk og proeuropæisk fremtid for landet.
»Man har fravalgt Viktor Orbáns ukraineskeptiske linje, hans russiskvenlige kurs og hans tætte tilknytning til Trump,« Siger han og fortsætter:

»Han har hjulpet Rusland med at få indsigt i, hvad der foregår internt i EU og har samtidig spillet en central rolle i at blokere for EU-støtte til Ukraine. Derfor var det især de proeuropæiske og proukrainske kræfter, der jublede over Orbáns nederlag.«
På den anden side står Ruslands præsident, Vladimir Putin, der nu har mistet en vigtig allieret i Europa.
»Viktor Orbán og hans udenrigsminister har haft et meget tæt forhold til både Putin og den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov. Derfor mister Putin nu et af sine vigtigste ører i EU. En person, der kunne videregive information og hjælpe Rusland med deres ønsker,« siger Jeppe Elkjær.
Det er stadig uvist, hvordan Péter Magyar kommer til at føre politik.
Fra dansk side håber man imidlertid på, at Ungarn nu vil finde ind på en mere demokratisk kurs, som man bedre kan samarbejde med.
»Vi får formentlig et mere medgørligt Ungarn i EU – især når det kommer til støtte til Ukraine, som Danmark er blandt de største tilhængere af,« siger Jeppe Elkjær.
