B.T.s udlandsredaktør om Trumps Hormuz-plan: ‘Det er alles mareridt’
Donald Trump kalder USA for 'Hormuzstrædets vogter', og det skal koste dyrt.

Donald Trump kalder USA for 'Hormuzstrædets vogter', og det skal koste dyrt.

Det kan ende med at blive en dyr omgang.
Ikke kun for rederierne, der sejler gennem Hormuzstrædet, men også for helt almindelige mennesker langt fra Mellemøsten.
Sådan lyder vurderingen fra B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, efter Donald Trumps melding om, at USA vil kræve 20 procent i afgift på al fragt gennem strædet.
For når USA i Trumps øjne skal være »Hormuzstrædets vogter«, skal andre lande betale ved kasse ét.
»Det er i den grad bemærkelsesværdigt. Det her er alles mareridt,« siger han.
Før den aktuelle konflikt kostede det ikke noget at sejle gennem Hormuzstrædet. Der var ingen told eller generel afgift på fragten, peger Elkjær på.
Men bliver Trumps plan ført ud i livet, vil regningen i sidste ende lande hos forbrugerne.
»Hvis du lægger 20 procent oveni prisen for at sejle gennem Hormuzstrædet, så får du ikke billigere benzin og diesel. Det var det, alle håbede ikke ville ske, og nu ser det ud til at kunne ske,« siger han og fortsætter:
»Det er bare rigtigt dårligt nyt. Det er noget, man kommer til at mærke, når man skal varme sit hjem op eller tanke bilen. Det bliver en merudgift for alle andre.«
USA kan ganske vist få flere penge i statskassen, og dermed få dækket nogle af udgifterne til landets militære tilstedeværelse i området, men det bliver ikke den almindelige amerikaner, der får pengene, vurderer han.
Og netop det kan blive et politisk problem for Donald Trump, som gik til valg på, at det skulle være billigere at være amerikaner.
»Jeg kører selv rundt i Florida lige nu, og jeg kan love dig for, at de elsker deres pickuptrucks her. Hvis det pludselig bliver markant dyrere at tanke dem op, vil det blive taget meget dårligt imod.«
Men planen handler ikke kun om penge.
Hormuzstrædet er en international sejlrute, som skibe efter internationale aftaler skal kunne passere.
»Der er traktater, som en lang række lande har underskrevet. Princippet er, at man skal kunne sejle gennem den slags stræder uden problemer – uanset om det er ved Storebælt eller Hormuz.«
En amerikansk afgift vil derfor ikke blot være en økonomisk mavepuster.
»Det vil også være et stort brud med den måde, man hidtil har behandlet internationalt farvand på.«
Samtidig er det langt fra oplagt, hvordan USA rent praktisk vil opkræve pengene, vurderer han:
»Det bliver nok svært. De kan jo ikke bare sætte en bom op.«