Nu er det officielt, og bomben er sprunget. 

Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, har meddelt, at han trækker sig som leder for partiet Labour. 

Det gjorde han mandag formiddag, efter rygter om hans afgang har floreret hele weekenden.

Det betyder, at landet skal have en ny premierminister. 

Men spørger man B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, er udviklingen ikke overraskende. 

»Hvis man har læst britiske medier, så har han nærmest været på vej ned ad taburetten i månedsvis,« siger Elkjær. 

Jeppe Elkjær er udlandsredaktør på B.T.
Jeppe Elkjær er udlandsredaktør på B.T. Foto: Bax Lindhardt

Han fremhæver, at Starmer har været yderst upopulær i lang tid, og nu er det Labour-partiet, der gør, hvad de kan for at redde sig selv.

»Det kan faktisk godt være rigtig gode nyheder for Labour. Partiet kan nemlig ikke fortsætte den her kurs, som de er på nu,« siger Jeppe Elkjær:

»Det har været noget, som folk, der har kigget på britisk politik, har tænkt, måtte ske.« 

Det politiske klima i Storbritannien de sidste mange år har været utroligt splittet og fyldt med kaos. 

Keir Starmer omfavner sin kone efter han meddelte, at han gik af fra sin post.
Keir Starmer omfavner sin kone efter han meddelte, at han gik af fra sin post. Foto: Tolga Akmen/EPA/Ritzau Scanpix

Med Keir Starmers afgang skal briterne nemlig igen have en ny premierminister, og det bliver den syvende premierminister på kun ti år. 

»Storbritannien synes jo i de her år at være et uendeligt drama politisk. Vi går fra den ene premierminister til den anden,« siger han og tilføjer: 

»Storbritannien er mere splittet end længe. Landet har økonomiske problemer, problemer med indvandringen og problemer med at finde ud af, hvilken vej det skal gå.«

Ifølge Jeppe Elkjær er Starmers exit ikke kun et produkt af de mange problemer, som Storbritannien har politisk. 

En del af forklaringen skal man også finde i den nu afgående Labour-leder. 

»Han er jo jovial, og rigtig mange kan godt lide ham, men der er ikke så meget karakter over ham. Det arbejder bare imod ham,« siger udlandsredaktøren.

I forlængelse af dette vurderer Jeppe Elkjær også, at Starmer har fejlet som leder af Labour og Storbritannien. 

»Det er først og fremmest en kæmpestor fiasko for Keir Starmer. Han har foretaget nogle valg, som har gjort, at han står her nu.«