NATOs generalsekretær, Mark Rutte, kom med flere kontante meldinger, da han holdt tale på en konference i Bruxelles.

Her lød det blandt andet, at »Rusland forbereder sig på en langvarig konfrontation med Ukraine og med os. Vi er ikke klar til det, der kommer til at ske om fire til fem år.«

Samtidig slog han på tromme for, at alliancens medlemslande må hoste op med endnu flere penge end de to procent af landenes BNP, som de lige nu er forpligtet til at bruge på forsvaret.

Og det er ikke en udmelding, der overrasker B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.

»Det giver god mening, for NATO-landene har, hvis du ikke tæller USA og Polen med, længe underspenderet, og de har meget længe brugt alt for få penge. Man troede, at Ruslands invasion var et wake up call, men det er stadig gået alt for langsomt, og det er stadigvæk ikke nok,« forklarer han og fortsætter:

»Rusland har bare skruet op og har nærmest en krigsøkonomi. De bruger en kæmpe del af deres BNP på krigen i Ukraine og på at føre hybridkrig mod eksempelvis Danmark.« 

Jeppe Elkjær påpeger også, at Mark Rutte selvfølgelig gerne vil have flere penge at rutte med, men at han har en god pointe med sin opsang.

Danmarks forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, har på X reageret på Mark Ruttes opfordring til at bruge endnu flere penge på forsvaret. Og han er enig med generalsekretæren.

»Vores sikkerhed er på spil. Selvom vi har taget seriøst fat på genopbygning af dansk forsvar, er jeg enig med Mark Rutte, at det ikke stopper der. Truslerne har ændret sig, og vi skal investere endnu mere i egen og NATO-fælles sikkerhed i de kommende år. Det er en bunden opgave,« lyder det.

Kollektivt opfylder NATO-landene målet om at bruge to procent, men individuelt er der omkring en tredjedel af landene, som ikke opfylder målet.