B.T.s udlandsredaktør om ‘Europa-frustreret’ Trump: ‘Han går all in – og det kan få konsekvenser’
Efter den amerikanske præsident Donald Trump har sagt, at han vil trække mindst 5000 af sine tropper ud af Tyskland, står én ting klart for B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær.
På vej ombord på sit fly til Miami natten til søndag dansk tid fortalte præsident Donald Trump til pressen, at han vil trække »langt flere« end 5000 soldater ud af Tyskland. Foto: Nathan Howard/Reuters/Ritzau Scanpix
»Trump går yderligere all in på sin irritation over Europa.«
Denne gang er det så gået ud over Tyskland – men konsekvenserne vil kunne mærkes over hele vores kontinent, slår B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær fast.
Jeppe Elkjær er B.T.s udlandsredaktør og mangeårig kommentator med fokus på særligt USA. Foto: Bax Lindhardt
Den amerikanske præsident Donald Trump udtaler natten til søndag dansk tid, at USA vil trække »endnu flere« end 5000 amerikanske soldater ud af Tyskland.
I første omgang er meldingen en stikpille til den tyske forbundskansler Friedrich Merz, vurderer udlandsredaktøren.
»Han og Trump har ellers haft et okay forhold gennem et stykke tid, men er begyndt at komme lidt på kant med hinanden på det seneste,« forklarer Jeppe Elkjær.
»Merz' kommentarer om, at Iran 'ydmyger' USA i fredsforhandlingerne har Trump tydeligvis ikke taget godt i mod, ligesom han gerne ville have haft Tysklands hjælp til at åbne Hormuzstrædet,« påpeger han.
Den tyske kansler Friedrich Merz og den amerikanske præsident Donald Trump mødtes i Det Hvide Hus 3. marts 2026. Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix
Én ting står klart – vil kunne mærkes i hele Europa: 'Vi har sovet i timen' Men det er ikke kun Tyskland, som Donald Trump er træt af.
»Man kan ikke understrege nok, hvor træt Donald Trump er af Europa – at vi ikke har gjort nok for vores egen sikkerhed og skulle være på vej i forfald,« forklarer Jeppe Elkjær.
»Vi har efterhånden hørt mange gange om, hvor frustreret Trump er over Europa, og det virker ikke til, at diskussionen lægger sig – den bliver tværtimod kun større, og vi ser nu, at den kan få konsekvenser som amerikansk tropudtrækning.«
For Donald Trumps planlagte tilbagetrækning af de amerikanske tropper fra tyske baser vil resten af Europa også komme til at mærke, føler B.T.s udlandsredaktør sig overbevist om.
På vej ombord på sit fly til Miami natten til søndag dansk tid fortalte præsident Donald Trump til pressen, at han vil trække »langt flere« end 5000 soldater ud af Tyskland. Foto: Roberto Schmidt/AFP/Ritzau Scanpix
»Det er ikke kun Tyskland, der får ballade nu, det er sådan set hele Europa, der mærker Trumps frustrationer,« lyder det fra Jeppe Elkjær.
Ruslands invasion af nabolandet Ukraine i 2022 førte til en forøgelse af den amerikanske militære tilstedeværelse i Europa under USAs tidligere præsident Joe Biden.
»Og Tyskland er med længder dem, der har flest amerikanske tropper,« forklarer Jeppe Elkjær.
Tvivl om USAs hjælp: 'Åbenlyst for alle, der har øjne' Reaktionen fra Tyskland på Donald Trumps melding om tilbagetrækningen af – ifølge hans forsvarsministerium 5000 soldater, ifølge ham selv »langt flere« – er, at det var »forventeligt«.
»Vi europæere skal tage et større ansvar for vores sikkerhed,« lød det efterfølgende fra den tyske udenrigsminister Boris Pistorius.
Den tyske kansler Friedrich Merz (her på Bundeswehr-basen i Tyskland i sidste uge) har fået Trump til at se sig sur på ham – og den amerikanske præsidents seneste udmelding om at trække sine tropper ud af Tyskland vil kunne mærkes i hele Europa, lyder det fra B.T.s udlandsredaktør. Foto: Markus Schreiber/Reuters/Ritzau Scanpix
Tyskland og Trump er tilsyneladende enige om, at Europa skal kunne klare sig selv – hvorfor er det ikke en god ting?
»Det er helt åbenlyst for alle, der har øjne, at Europa har været for langsom til at opruste og prøve at klare sig selv. Vi har sovet i timen længe,« lyder det fra Jeppe Elkjær.
»Den kredit må man give Trump, at han har fået de fleste lande til at hæve deres NATO-budgetter og forstå, at vi skal kunne forsvare os selv, for en dag er USA der måske ikke mere,« fortæller han videre.
»Så derfor er det ikke overraskende, at den tyske udenrigsminister er enig i den afgørende nødvendighed i, at vi må kunne forsvare os selv – men det er gået op for os alt for sent, og vi har handlet alt for sent, for der er kommet megen tvivl om, om USA ville komme os til undsætning, hvis et NATO-land skulle blive angrebet.«