»Det her er virkelig sagen, Trump ikke kan få til at gå væk. Det er et mareridt for ham.«

Sådan lyder det fra B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, efter en lang række nye dokumenter er blevet offentliggjort fra boet efter den vanærede finansmand og dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein – og nogle af dem nævner den amerikanske præsident.

Først var det demokraterne i Repræsentanternes Hus' tilsynskomité, der onsdag offentliggjorde tre e-mailudvekslinger, som – ifølge dem – tyder på, at Donald Trump har haft større kendskab til Jeffrey Epsteins formodede overgreb, end præsidenten har erkendt.

Kort tid efter offentliggjorde republikanerne i Repræsentanternes Hus så også en massiv mængde dokumenter i sagen, ligesom de ifølge BBC har beskrevet offentliggørelsen af de tre mails som et forsøg på at »skabe en falsk fortælling for at bagvaske præsident Trump«.

Nu ser det hele ud til at være – foreløbigt – kulmineret.

For med genåbningen af det amerikanske statsapparat natten til torsdag dansk tid står det klart, at ét enkelt medlem i Repræsentanternes Hus har tippet vægtskålen, så der nu skal stemmes om, hvorvidt justitsministeriets dokumenter i sagen om Jeffrey Epstein skal offentliggøres.

Repræsentanternes Hus vil nu stemme om frigivelse af Epstein-filerne.
Repræsentanternes Hus vil nu stemme om frigivelse af Epstein-filerne. Foto: Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

Det sker, efter der onsdag hos blandt andet The New York Times og lokalmediet Colorado Public Radio News var forlydender om, at Trump og hans administration ellers forsøgte at presse enkelte republikanske medlemmer til ikke at stemme for det.

»Det er i virkeligheden ret overraskende, at Trump ikke har formået at presse nogen til at hoppe fra,« forklarer Jeppe Elkjær:

»Men det siger også bare noget om, hvor elendig den her Epstein-sag er for ham.«

Også i den massive mængde dokumenter, som republikanerne udgav onsdag, ser der umiddelbart ud til at være dele, der »ser mindre godt ud for Trump«, forklarer udlandsredaktøren.

Som en del af en protest mod Donald Trumps statsbesøg i Storbritannien i september blev der vist billeder af ham sammen med den vanærede seksualforbryder Jeffrey Epstein på muren til Windsor Castle.
Som en del af en protest mod Donald Trumps statsbesøg i Storbritannien i september blev der vist billeder af ham sammen med den vanærede seksualforbryder Jeffrey Epstein på muren til Windsor Castle. Foto: Lena Voelk/AFP/Ritzau Scanpix

Blandt andet fremgår det, at Epstein skal have tilbudt Rusland hjælp til forståelse af Trump.

Desuden skriver MSNBC også, at Epstein i en mail til en bekendt, Faith Kates, i 2017 skal have antydet, at han det år tilbragte thanksgiving med Trump.

Ifølge Det Hvide Hus' optegnelser tilbragte Trump det år thanksgiving på sit Mar-a-Lago-resort i Palm Beach. Det Hvide Hus har ikke offentliggjort gæstelisten, skriver mediet.

Hvis Epsteins antydning om, at han skal have tilbragt thanksgiving med Trump viser sig at have hold i virkeligheden, er det ifølge Jeppe Elkjær rigtig skidt for præsidenten.

For på det tidspunkt var Epstein på vej ind i sin værste krise, hvor man kendte dele af anklagerne mod ham – før han året efter blev anholdt under mistanke for at have misbrugt mindreårige piger seksuelt og for at have været involveret i menneskehandel.

»Det er jo så bare endnu et indicie på, at Trump måske vidste mere og var ligeglad med det, der skete,« forklarer Jeppe Elkjær og tilføjer:

»Hvis Trump har haft bare et minimum af viden om det her, så er det noget af en skandale, han står i.«

B.T.s udlandsredaktør understreger dog også, at der ikke er beviser for noget af det endnu.

Donald Trump har konsekvent benægtet at have begået nogen forseelser i relation til Epstein.
Donald Trump har konsekvent benægtet at have begået nogen forseelser i relation til Epstein. Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix

»Men der er ting, der begynder at pege i en rigtig, rigtig skidt retning for Trump,« siger han.

Karoline Leavitt, der er pressesekretær i Det Hvide Hus, udtalte ifølge BBC onsdag, at demokraternes offentliggjorte e-mails var »selektivt lækket« til »liberale medier for at skabe en falsk fortælling for at bagvaske præsident Trump«.

»Faktum er, at præsident Trump for årtier siden smed Jeffrey Epstein ud af sin klub for at have opført sig upassende over for sine kvindelige ansatte,« sagde hun.

Trump har konsekvent benægtet at have begået nogen forseelser i relation til Epstein.