Kun ti dage før, Donald Trump indtager præsidentsædet i Det Hvide Hus, står han til at blive dømt. 

Efter flere forsøg på at få dommen for tys-tys-sagen udskudt, har USAs højesteret nu vendt ham ryggen – og det kommer bag på B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær. 

»Jeg havde ærlig talt slet ikke set den komme. Det er ret overraskende, at selv dommeren Amy Coney Barrett, som Trump selv har fået indsat, også er gået imod ham,« siger han. 

Efterfølgende har dommeren også modtaget en del hadbeskeder, og flere anklager hende for at forråde Trump på det sociale medie X. 

Det er muligvis også en følelse, som Trump selv deler, mener Jeppe Elkjær: 

»Ligesom mange andre amerikanske præsidenter er han meget ærekær. Det er en plet på hans omdømme, som han er meget vred, sur og skuffet over at få.« 

Donald Trump er allerede kendt skyldig i 34 anklagepunkter i sagen om dokumentforfalskning. Men dommen får sandsynligvis større betydning for hans ry, end det reelt bliver en straf. 

Sagens dommer fortalte nemlig allerede i sidste uge, at han ikke er tilbøjelig til at idømme Trump fængsel, men i stedet vil tildele ham en ubetinget løsladelse. 

Det betyder, at Trump får en plet på straffeattesten, men ikke skal afsone nogen dom. 

»Det bliver reelt set en 'ikke-straf'. Han får formentlig ikke fodlænke på eller skal afsone samfundstjeneste, men får i stedet en unconditional discharge, hvor man ikke udmåler nogen straf,« forklarer Jeppe Elkjær. 

Trump har flere gange anmodet om at få udskudt dommen, som USAs højesteret denne gang har afvist. Men i første omgang lykkedes han med at skyde den til den anden side af præsidentvalget i november.

Så let skulle det bare ikke gå denne gang. 

»Hvis han kunne have udskudt den til efter sin præsidentperiode, så var interessen for sagen måske forduftet, og så kunne han helt have sluppet for dommen. Det har været hans plan hele tiden,« siger Jeppe Elkjær. 

»I stedet bliver han nu den første amerikanske præsident, der er dømt kriminel, når han sætter sig i Det Hvide Hus. Hold da op, det lyder helt vildt.«

Dommen bliver afsagt klokken fire dansk tid i delstaten New York, hvor Donald Trump har fået lov til at deltage virtuelt.