Donald Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, er mandag ankommet til Grønland.

Landry skal gøde vandene for den amerikanske overtagelse af Grønland, som præsident Donald Trump stadig drømmer om. 

»Det er selvfølgelig opsigtsvækkende, at Donald Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, er ankommet i netop Grønland. Men vi vidste godt, at det formentlig ville ske på et tidspunkt,« siger B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.

Jeff Landry skal blandt andet møde den grønlandske selvstyreleder, Jens-Frederik Nielsen. 

Derudover hæfter B.T.s udlandsredaktør sig ved én særlig detalje. 

»For mig at se skal man lægge ekstra godt mærke til det faktum, at Landry har lægen Joseph Griffin med. For det løfter sløret for en del af den amerikanske strategi for at få Grønland, som Trump bestemt ikke har opgivet,« siger Jeppe Elkjær og fortsætter: 

»Trump og hans folk leder nemlig efter punkter, hvor de kan sige, at Danmark har gjort et dårligt stykke arbejde i Grønland. Og her er sundhedsområdet et sted, hvor USA for alvor kan sætte ind,« siger han. 

Dermed taler udlandsredaktøren ind i den amerikanske strategi, som løbende har ændret sig siden Donald Trumps indsættelse i januar 2025.

Først forsøgte den amerikanske administration at appellere til grønlændernes 'hearts and minds' ved blandt andet at sende Donald Trumps søn Donald Trump Jr. til øen på charmetur. 

Men amerikanerne fik bare den kolde skulder. 

Jens Frederik Nielsen skal holde møde med den amerikanske udsending i Grønland Jeff Landry. 
Jens Frederik Nielsen skal holde møde med den amerikanske udsending i Grønland Jeff Landry.  Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I januar 2026 lod den amerikanske præsident Donald Trump forstå, at han ikke ville afvise at bruge magt for at få fingre i Grønland. Præsidenten forsøgte sågar at aktivere amerikanske specialtropper til en aktion på Grønland, men den mødte ifølge Daily Mail intern modstand i det amerikanske militær, der krævede en godkendelse fra Kongressen. 

Kort efter ytrede Donald Trump ønske om at sende et hospitalsskib til Grønland, der skulle tage sig 'af de mange syge mennesker i Grønland', som Trump formulerede det.

Ifølge Jeppe Elkjær handler det om at sætte lus i skindpelsen mellem Danmark og Grønland.

»Grønland har ganske vidst haft hjemtaget ansvaret for netop sundhed for en række år siden, men alligevel kan man fra amerikansk side pege på, hvor skidt det står til, og hvordan de kan hjælpe,« siger Jeppe Elkjær.

»Vi fik allerede en indikation af den her konkrete amerikanske plan, da historien om det amerikanske hospitalsskib var fremme tidligere på året. Med Joseph Griffins ankomst ser vi næste skridt i strategien. Her gør både Grønland og Danmark klogt i at være ekstra godt på vagt«.

Trumps trusler fik først på året en række europæiske lande til at skærpe tonen over for USA.

Situationen deeskalerede først, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og den daværende grønlandske minister for udenrigsanliggender, Vivan Motzfeldt, tog til Washington og mødtes med den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, og udenrigsminister, Marco Rubio. 

De blev enige om at nedsatte en arbejdsgruppe på embedsmandsniveau.

I sidste ugen skrev BBC, at det er på tegnebrættet, at USA skal have tre nye baser på øen.

Hospitalsskibet, som Donald Trump ville sende til Grønland, kom aldrig.