Det er første gang, at amerikanerne har udtryk sig så klart om en militær reaktion, som de netop har gjort under fredsforhandlingerne i Berlin.
Det siger Polens premierminister, Donald Tusk, tirsdag.
Ifølge B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, viser det, hvor investeret USAs præsident, Donald Trump, rent faktisk er i en fredsaftale.
»Lige siden, Donald Trump kom til magten igen, har han forsøgt at trække USA fra at støtte Ukraine. Så det er lidt af en nyhed, hvis Trump vitterligt er klar til at komme med løfte om stærke sikkerhedsgarantier til Ukraine,« siger Jeppe Elkjær.
»Det viser også, hvor investeret, Donald Trump er i at få en fred forhandlet på plads,« fortsætter B.T.s udlandsredaktør.
Helt konkret har USA ifølge Donald Tusk indvilget i at reagere militært, hvis Rusland angriber Ukraine, efter at man har indgået en aftale om fred.

Det er, mener B.T.s Jeppe Elkjær, et altafgørende punkt i forhandlingerne.
For håndfaste og troværdige sikkerhedsgarantier til Ukraine er i øjeblikket en af de absolut største hindringer.
»Det er et ekstremt ømt punkt for Ukraine, at sikkerhedsgarantierne er juridisk og politisk sikre, så Ukraine kan stole på dem,« siger B.T.s udlandsredaktør.
Årsagen er simpel:
Ukraine har før brændt sig gevaldigt på sikkerhedsgarantier, som de ellers troede, var mejslet i sten.
I 1994 acceptere Ukraine at overgive sine atomvåben fra Sovjet-tiden til Rusland i bytte for gode sikkerhedsgarantier fra Storbritannien, USA og Rusland.
Små 30 år senere invaderede Rusland så nabolandet i en fuldskala invasion.
Det vil Ukraine for alt i verden undgå en gentagelse af.

Og netop derfor er amerikanernes løfte så pokkers vigtigt for præsident Volodymyr Zelenskyj.
Uden konkrete, gode sikkerhedsgarantier frygter Ukraine en ny russisk invasion om nogle år.
Tilbage i det uvisse står, hvordan Rusland og præsident Vladimir Putin vil reagere på den amerikanske udmelding.
»Spørgsmålet er så, om Putin og Rusland kan acceptere de sikkerhedsgarantier, USA vil indgå i,« siger Jeppe Elkjær.
