Fredag aften dansk tid holdt Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj pressemøde i Det Hvide Hus, før de trak sig tilbage fra pressen til en arbejdsfrokost.
Men de to præsidenter gjorde os ikke meget klogere på, hvordan krigen i Ukraine skal afsluttes.

Til gengæld gjorde de os klogere på noget helt andet, mener B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.
»I virkeligheden blev vi ikke så meget klogere af det indledende møde med pressen, når det kommer til konkrete tiltag for at få afsluttet krigen i Ukraine.«
»Men vi blev markant klogere på, at Trump og Zelenskyjs forhold ser ud til at være bedre end nogensinde,« vurderer Jeppe Elkjær og fortsætter:
»At de to præsidenter rent faktisk ser ud til at kunne enes – og måske endda er begyndt at respektere hinanden – var der nok ikke mange, der havde forudset for otte måneder siden, efter Zelenskyjs katastrofale første møde med Trump i Det Hvide Hus.«

Dengang trak deres møde overskrifter af alle de forkerte årsager.
Men fredag aften kunne Trump både rose sin ukrainske kollegas påklædning, grine med ham og høre Zelenskyj, der roste den amerikanske præsident for sin viden om, hvad der foregår på slagmarken i Ukraine.
»Det kan godt være, der ikke kom noget konkret frem. Men det er et godt udgangspunkt for en videre forhandling og samtale, at de to kan sammen,« siger Jeppe Elkjær.
»Og allerede der har Zelenskyj vundet en lille sejr. Så må vi blive klogere på, om han kan udnytte det, når de to statsledere taler videre i dag og de kommende uger,« siger B.T.s udlandsredaktør.