»Skam dig.«
Svadaen mod Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, er voldsom, men bag ordene fra Jeff Landry gemmer der sig noget helt andet – som også er bekymrende.
Sådan lyder vurderingen fra B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, efter at Landry, som er USAs særlige udsending til Grønland, på X udtrykte sin vrede over, at Jens-Frederik Nielsen takkede nej til et hospitalsskib fra USA.
»Efter Trumps noget kryptiske kommentar om en 'hospitalsskib', der skulle til Grønland, kaster den særlige udsendings udmelding nu en del mere lys over sagen,« siger Jeppe Elkjær.
»Og det beviser bare nok en gang, at Trump slet ikke er færdig med sine Grønlands-ambitioner,« tilføjer han.
Den amerikanske præsident tidligere har truet Danmark med told og ikke afvist brug af militær magt for at sikre sig Grønland.
Den nye udmelding om hospitalsskibet kan imidlertid antyde et retningsskifte fra Trump og hans administration.
»Det her viser, at Trump og hans folk nu benytter en anden og ny strategi, når det kommer til Grønland,« siger Jeppe Elkjær og fortsætter:

»I stedet for hård konflikt forsøger man i stedet at tale til nogle af de problemer, man har fundet frem til, der kan være i et stort land som Grønland, hvor mange mindre bygder ikke har adgang til direkte lægehjælp.«
Jeppe Elkjær tvivler på, at et amerikansk hospitalsskib – hvis det overhovedet kan sejle mod Grønland lige nu – vil kunne gøre den store forskel for folkesundheden i hele Grønland, men ikke desto mindre kan skibet være en lille brik i et større puslespil, som Trump er ved at lægge.
Et puslespil, hvor målet er brik for brik at vinde grønlændernes hjerter.
»Uanset hvad så afslører det her, hvordan Trump nu vil forsøge at vinde Grønland over. Som et kig på et af kortene i et spil poker med ekstremt høj indsats,« siger Jeppe Elkjær.
Han forventer derfor på ingen måde, at Trumps udmelding om hospitalsskibet bliver den sidste tilnærmelse til grønlænderne fra den amerikanske regerings side.
Du kan følge kampen om Grønlands fremtid – og hvad der ellers rører sig på den internationale scene – i vores liveblog, som du finder lige HER.
