B.T.s redaktør om ny bundrekord for Trump: 'Han er historisk upopulær'
B.T.s udlandsredaktør peger på tre løftebrud, der har fået Donald Trumps popularitet til at falde.

B.T.s udlandsredaktør peger på tre løftebrud, der har fået Donald Trumps popularitet til at falde.

Den amerikanske præsident, Donald Trumps, opbakning blandt amerikanerne er raslet ned.
I en ny meningsmåling rammer han et nyt lavpunkt i amerikanernes vurdering af hans præstation som præsident. Kun 30 procent svarer, at de er tilfredse.
Og det skyldes især tre klare årsager - eller nærmere tre løftebrud - hvis man spørger B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.
»Donald Trump har ganske enkelt ikke holdt det, han lovede den amerikanske befolkning under valgkampen,« siger han.
Jeppe Elkjær peger blandt andet på, at Donald Trump for det første lovede, at USA ikke skulle involvere sig i flere krige.
Alligevel valgte USA at angribe Iran.
Og selvsamme angreb gjorde det samtidig svært for Donald Trump at holde sit andet løfte, som er lavere regninger for amerikanerne.
»Med angrebet på Iran gjorde han tværtimod amerikanernes dagligvarer og benzin dyrere,« siger Jeppe Elkjær.
Dertil kommer en tredje sag, som handler om den afdøde rigmand og sexforbryder Jeffrey Epstein. Trump havde lovet at offentliggøre alle filer knyttet til Epstein.
Men det gjorde han som bekendt ikke, før han blev presset til det, fortæller Jeppe Elkjær.
»Så der er en række store ting fra valgkampen, som han ikke har holdt. Selv hardcore republikanere i USA er trætte af mere krig, af ikke at kunne betale deres regninger, og så har de indtrykket af, at Trump dækker over rigmænd med forbindelser til Epstein,« siger han.
Når det er sagt, kommer målingens resultat på ingen måde bag på B.T.s udlandsredaktør.
»USA er et ekstremt splittet land, så en lav måling til Trump er på ingen måde overraskende. En amerikansk præsident i sin anden periode i Det Hvide Hus er ofte ganske upopulær,« siger han.
Han påpeger dog samtidig, at Trump fortsat er voldsomt populær blandt MAGA-bevægelsen - altså Make America Great Again - og at den base udgør en stor del af de republikanske vælgere.
Men målingen taler ind i en tendens, der har bygget sig op over længere tid.
»Trump er jo historisk upopulær,« siger Jeppe Elkjær.
Ifølge Jeppe Elkjær kan det også ende med at spænde ben for republikanerne ved midtvejsvalget til efteråret.
»Det er et gigantisk problem for republikanerne. For lige meget hvilken lokal kandidat der er tale om, så kaster præsidenten altid en skygge over de her valg,« siger han.
»Derfor vil der også være mange kandidater, som synes, det er irriterende, at han er så upopulær, fordi det kommer til at smitte af på dem.«
I den seneste måling svarer 30 procent, at de er tilfredse med Trumps præstation som præsident, mens 66 procent er utilfredse. Fire procent svarer »ved ikke«.