ANALYSE: USAs blokade af Hormuzstrædet er forløbet fredeligt indtil nu, på trods af iranske trusler om bål og brand.
Blokaden er et klogt træk fra USA, da den vendte situationen i strædet 180 grader.
I stedet for at lade Iran kontrollere, hvilke skibe der fik lov at sejle ind og ud af knudepunktet og kræve enorme afgifter, har USAs overlegne flåde sat regimet skakmat.
USA har tilsyneladende haft held med på fredelig vis at beordre mindst 10 skibe til at vende tilbage til havne i Iran, uden at affyre skud eller blive angrebet af iranske droner og missiler.
Det er præcis det træk, USA skulle tage for at kalde regimets bluff. I hvert fald indtil nu.
For selvom regimet fortsat truer med at angribe skibe og lukke for transport i Det Røde Hav (sandsynligvis ved at mobilisere Houthi-terroristerne i Yemen), har man ikke valgt at følge det til dørs.
Det handler primært om, at regimet er i knæ og virkelig ønsker at indgå en omfattende aftale med USA.
Regimet kan dog beslutte sig for at angribe amerikanske skibe når som helst, hvis de ikke mener, at forhandlingerne går i deres retning.
Hvis regimet skal gøre sig nogle forhåbninger om at overleve, er det afgørende, at man får en permanent afslutning på krigen og løftet de mange sanktioner, der potentielt også kan frigive mere end 100 milliarder dollars i indefrosne midler rundt omkring i verden.
Jo længere tid USA blokerer for iransk olieeksport via Hormuzstrædet, jo mere lider regimet yderligere økonomiske tab. Men det er ikke kun Iran, der lider under dramaet i Hormuzstrædet.
Oliepriserne er stadig skyhøje, og verdens største økonomier arbejder på højtryk for at finde ud af, hvordan man kan løse problemet. Kina er en af dem. Beijing har derfor beordret Iran til at tillade sikker passage i Hormuzstrædet igen.
Med andre ord: Drop jeres angreb mod skibe, hvis USA ophæver blokaden igen.
Kina gjorde det klart over for deres venner i Teheran, at man talte på vegne af hele det internationale samfund.
Dette træk afslører præcis, hvor alene regimet efterhånden er. For nok har man venner i Moskva og Beijing, der nyder godt af, at de skaber problemer for Vesten.
Men Kina er ikke klar til at starte 3. verdenskrig for at komme et islamistisk diktatur til undsætning. Man er ikke villig til at lide enorme økonomiske tab for at lade regimet lege pirater i Hormuzstrædet.
Beijing ved udmærket, hvem den stærkeste spiller er her.
USA er Iran overlegen på alle leder. Ikke nok med at regimet er en papirtiger rent militært, USA er – på trods af skænderier med Europa – en del af en alliance med de stærkeste og mest magtfulde lande i verden.
Ingen af dem har tænkt sig at lade regimet terrorisere verdensøkonomien på ubestemt tid, selv om flere lande insisterer på, at det »ikke er deres krig.«
Man kan lyve for sig selv i lang tid, men på et tidspunkt rammer virkeligheden. Derfor har Storbritannien og Frankrig nu aftalt at lede en »forsvarsmission« for at sikre fri passage i Hormuzstrædet.
Det betyder ikke, at de to lande er på nippet til at gå i direkte krig med Iran, men det vidner om, at man udmærket ved, at det er bedre at have en plads ved bordet end at sidde på sine hænder.
Hvis regimet spiller sine kort klogt, vil de indgå en aftale med USA, der afmonterer deres atomprogram, men sikrer deres overlevelse, et enormt boost til økonomien og ikke mindst permanent fred med USA.
Men meget kan nå at gå galt, og en genoptagelse af krigen er på ingen måde urealistisk.
Regimet vil dog i dette tilfælde blive den ultimative taber.