ANALYSE: Trump har begået endnu en stor taktisk fejl. Denne gang ved at forlænge våbenhvilen med diktaturet i Iran på ubestemt tid.

Natten til onsdag udløb den to uger lange våbenhvile, og Trump havde håbet, at hans trusler om at genstarte krigen, hvis ikke Iran indgik en aftale inden da, ville lægge pres på regimet.

En trussel, der nu viste sig at være det rene bluff. For iranerne har fået præcis det, de håbede på: en deadline uden tidsbegrænsning til at komme med et forslag til en aftale med USA om de mange punkter, man strides om.

Medmindre Trump fører regimet bag lyset ved at planlægge et overraskelsesangreb, mens de tror, at forhandlingerne er i gang, har han afsløret enorm svaghed.

En svaghed, regimet kommer til at udnytte til fulde. For de har nu indset, at Trump ikke orker mere krig, og at han derfor er parat til at strække sig ret langt for at nå en aftale.

Denne krigstræthed giver regimet en strategisk fordel. Vi vil derfor se dem balancere på en knivsæg i de kommende dage og uger, hvor de vil forsøge at presse og ydmyge USA så meget som muligt uden at fremprovokere en reel krig igen.

Onsdag forlød det, at Revolutionsgarden havde angrebet et containerskib i Hormuzstrædet.

Regimet fortsætter altså med at afskrække skibe fra at sejle gennem strædet for at holde energipriserne høje og dermed lægge indirekte pres på USA.

Det fungerer samtidig som et modsvar til USAs blokade af de iranske havne, der har store økonomiske omkostninger for regimet.

Trumps fejl ligger ikke bare i, at han har ladet regimet kalde hans bluff og bukket under for deres krav om, at USA skal løfte blokaden, før de vil fortsætte forhandlingerne.

Han skulle have fortsat krigen uden tøven. Trump har verdens stærkeste militær til rådighed. Et militær, der står klar til at fortsætte angrebene mod et ekstremt svagt diktatur.

Det var urealistisk for Trump at tro, at man kunne opnå alle militære mål mod et enormt land som Iran på 40 dage.

Det tog de allierede seks år at vinde krigen mod Nazityskland. USA og Israel er markant stærkere end Iran – langt mere, end de allierede var over for Nazityskland og dets allierede.

Men det betyder ikke, at regimet i Teheran ikke er gearet til at modstå store tab i en kort periode.

Tid er regimets bedste ven og har altid været det. De udnyttede Joe Bidens svaghed og løb om hjørner med ham i årelange forhandlinger, alt imens de videreudviklede deres ballistiske missiler og atomprogram.

Men Biden-administrationen vidste, præcis ligesom Trump-administrationen, at Iran var få uger fra at have nok fissilt materiale til at kunne udvikle atomvåben, hvis de besluttede sig for det.

Derfor havde man fra Biden-administrationens side også kalkuleret med, at USA kunne blive tvunget til at udføre et angreb mod Irans atomprogram i foråret 2025. 

Sådan lød det fra Amos Hochstein, tidligere seniorrådgiver i Biden-administrationen, da han blev spurgt om Trumps krig mod Iran.

Vi var altså med andre ord sandsynligvis havnet i den samme krig, uanset om Trump var ved roret eller ej – medmindre regimet pludselig var gået voldsomt på kompromis i månederne efter det amerikanske valg i november 2024.

Hvis Trump havde spillet sine kort rigtigt, ville han have iværksat massive angreb mod regimet natten til onsdag, da våbenhvilen udløb. Kun militært pres kan få dem til at indgå den aftale, han ønsker.

Men hvem ved. Måske har Trump taget røven på os alle endnu en gang, og det amerikanske militær i skrivende stund er ved at gøre klar til et overraskelsesangreb.