ANALYSE: Telefonerne i Det Hvide Hus var rødglødende tirsdag aften. Donald Trump var i et kapløb mod tiden, inden hans deadline udløb kl. 02 om natten dansk tid. 

Israel, Pakistan, Iran og Golfstaterne forsøgte hver især at påvirke Trumps beslutning – alle ud fra deres egne nationale interesser.

At Trump til sidst endte med at gå med til en to ugers våbenhvile med Iran, handler primært om to ting: de ekstremt høje oliepriser og troen på, at regimet er så presset, at man langt om længe kan få en god aftale i hus.

Oliepriserne faldt med 15% efter nyheden om aftalen, der indebærer, at Hormuzstrædet igen skal åbnes. Hvordan omstændighederne omkring åbningen helt præcist kommer til at se ud, er stadig uvist.

Som altid er der modstridende meldinger fra de forskellige parter. Iranerne siger, at de fortsat vil have kontrol med strædet og forsøger at gennemtvinge en form for toldafgift for alle handelsskibe.

Den enorme profit, der er at hente her, vil fungere som en slags økonomisk kompensation for de store omkostninger, krigen har haft indtil nu.

Det ville være uhørt, hvis USA går med til det. For nu handler det for både Trump og Iran om at købe tid, så man kan udforske muligheden for en større aftale, der skal sikre begge parters interesser.

Men det er her, det bliver ekstremt kompliceret – og mildest talt urealistisk – at se, hvordan både USA og Iran skal kunne indgå en aftale uden at gå voldsomt på kompromis på afgørende områder.

Trump kan ikke indgå en aftale, der tillader Iran at beholde deres 400 kilo 60% beriget uran eller giver dem de facto kontrol over Hormuzstrædet.

En sådan aftale vil ikke bare være en fiasko for USA – det vil være en katastrofe for verdenssamfundet.

For Israels vedkommende er våbenhvilen generelt ikke positiv. Fra israelsk side så man en unik mulighed for at påføre regimet endnu større skade, særligt på energiinfrastrukturen og selvfølgelig atomprogrammet.

Men Netanyahu er klog nok til ikke at modsætte sig Trump, hverken privat eller offentligt.

En israelsk kilde fortalte mig onsdag morgen, at USA på forhånd koordinerede den midlertidige våbenhvile med Israel.

»Højtstående embedsmænd i Trump-administrationen har gjort det klart for Israel, at USA under forhandlingerne i de næste to uger vil insistere på at fjerne deres lager af beriget uran, stoppe berigelsen fremadrettet og eliminere truslen fra ballistiske missiler,« fortsatte kilden.

En anden kilde fortalte mig, at man også havde sikret, at Israels krig mod Hizbollah ikke var omfattet af våbenhvilen med Iran – en lille, men afgørende sejr for Netanyahu.

For Israel er krigen mod Hizbollah ikke til forhandling. Tålmodigheden over for terrorgruppen er ikke-eksisterende.

Man kan og vil ikke acceptere, at Hizbollah fortsat er til stede i det sydlige Libanon, hvor de udgør en trussel mod borgere i det nordlige Israel.

De kommende to uger bliver selvsagt afgørende. Selvom Trump lever i sin egen verden, hvor alt, han gør, er formidabelt, er der også grænser for hans naivitet.

Hvis ikke regimet går markant på kompromis med stort set alle deres krav, har Trump ikke noget andet valg end at fortsætte krigen. For undertegnede, og mange andre der bor i Israel, er dette scenarie det mest sandsynlige.