ANALYSE: Den »blå bølge«, der skyllede ind over USA ved midtvejsvalget i denne uge, var ikke kun en lussing til republikanerne, men også til Donald Trump.

Men betyder det, at de sidste to år af Trumps præsidentperiode bliver kedelige, fordi demokraterne nu kontrollerer både Repræsentanternes Hus og Senatet, og at Trump dermed er en »lame duck« uden reel magt? Næppe.

Tværtimod vil Trump sandsynligvis forsøge at sætte sit aftryk på historien og sikre sit eftermæle. 

Trump gav vicepræsident JD Vance ret i, at det dårlige valgresultat bl.a. skyldtes den upopulære krig mod Iran, dog primært fordi han mener, at amerikanerne ikke var parate til at betale højere benzinpriser.

Men på trods af det fortryder Trump intet, når det kommer til Iran. Landet må aldrig få atomvåben, gentog han.

Trump ligger med andre ord ikke søvnløs over, at amerikanerne til dels straffede hans parti ved midtvejsvalget på grund af krigen mod Iran.

Tværtimod bliver han ved med dagligt at antyde, at et nyt angreb kan være lige på trapperne.

Alt imens fortsætter forhandlingerne med Iran på højtryk med Qatar og Pakistan som de primære mæglere mellem USA og regimet i Teheran.

De arabiske golfstater, Pakistan og Tyrkiet er ikke interesserede i en ny krig mellem USA, Israel og Iran og forsøger derfor at lægge pres på Washington for at fortsætte forhandlingerne med Teheran, selvom de mildest talt ikke ser ud til at bære frugt.

Iran insisterer på, at sanktionerne skal hæves, og at konflikten i Hormuzstrædet skal løses, før der kan indgås en omfattende aftale om landets atomprogram.

Det på trods af, at den iranske økonomi bløder, og at USA har formået at få olieeksporten gennem Hormuzstrædet op på næsten samme niveau som før krigens udbrud i februar.

Det eneste land, der i øjeblikket står og tripper på sidelinjen for at komme i krig igen, er Israel. 

Eller rettere sagt premierminister Benjamin Netanyahu, der meget gerne vil have Trump til at iværksætte nye angreb sammen med det israelske militær, for at sabotere hans politiske modstandere, der lige nu forsøger at finde ud af, om de kan lægge deres uenigheder bag sig og danne en ny regering, der kan vælte ham.

Spørgsmålet er nu, hvem Trump vil lytte til, og hvor meget tålmodighed han har med regimet i Iran, der ser ud til kun at rykke sig ganske lidt i forhandlingerne.

Ender han med at satse på, at tiden er på hans side, fordi regimet bliver mere og mere presset økonomisk og til sidst vil kapitulere og indgå en god aftale med USA?

Eller vil han gå i krig igen for at tvinge regimet i den retning, han ønsker? Indtil videre har Trump overvejende lyttet til Netanyahu, men dog ikke i en sådan grad, at han har været villig til at afsætte den tid, der skal til for virkelig at svække regimet og dets atomprogram.

Nok ser de israelske og amerikanske angreb ud til at have sat atomprogrammet væsentligt tilbage, men spørgsmålet om de 400 kilo beriget uran, som regimet ligger inde med, er stadig en kæmpe hovedpine for både USA og Israel.

Hvis Trump for alvor vil skrive sig ind i historiebøgerne, kan en ny og mere langvarig krig mod Iran vise sig at være hans bedste mulighed.

Endnu en atomaftale med Iran, som kan ende med kun at være marginalt bedre end den, Obama indgik i 2015, vil få omkostningerne ved krigene til at fremstå uforholdsmæssigt store.