ANALYSE: USA kommer ikke til at udføre militærangreb mod Iran inden midtvejsvalget i november.

Men er denne udmelding fra Donald Trump blot endnu et røgslør designet til at forvirre det iranske regime? Noget kunne tyde på det.

For i Israel har militærchefen Eyal Zamir angiveligt talt med højtstående officerer i det amerikanske militær, der advarede ham om, at Det Hvide Hus og Pentagon har beordret dem til at klargøre massive angreb mod Iran inden for de kommende tre uger.

Det vil altså sige inden midtvejsvalget den 3. november. Zamir skulle ifølge Israels Kanal 12 have vurderet, at et sådant angreb potentielt ville føre til en udskydelse af valget i Israel den 27. oktober, da man i Jerusalem mener, at Iran vil udføre gengældelsesangreb mod Israel i et sådant scenarie.

Samtidig melder New York Times, at man i det amerikanske militær er ved at forberede massive operationer mod Iran, og at Trump har beordret Pentagon til at udarbejde planer for angreb mod regimets drone- og missilarsenaler samt energiinfrastruktur.

Angrebene skulle angiveligt være planlagt til at vare tre dage.

Desuden er tre amerikanske krigsskibe på vej tilbage til Mellemøsten, hvilket er et klart signal til Iran om, at man fra amerikansk side øger sin militære tilstedeværelse som forberedelse til et potentielt angreb.

De modstridende meldinger er som sådan ikke overraskende. For dem, der har fulgt Trump de sidste par år, er der et klart mønster i hans måde at bedrive udenrigspolitik på.

For eksempel gik han i krig mod Iran den 28. februar, blot to dage efter at der angiveligt var gjort fremskridt i forhandlingerne mellem Washington og Teheran.

Noget, der set i bakspejlet selvfølgelig var nøje planlagt for at overraske regimet.

Det ville derfor på ingen måde være overraskende, hvis Trump allerede har givet grønt lys til, at en række angreb skal udføres i de kommende dage eller uger.

For der er intet, der tyder på, at regimet er klar til at droppe sine krav og indgå en omfattende aftale med USA om sit atomprogram.

Men man bliver også mere og mere desperat i Teheran, da USA's blokade af Irans havne har vist sig uhyre effektiv, og olietransporten gennem Hormuzstrædet så småt er ved at stabilisere sig på trods af sporadiske angreb fra regimet mod olietankere. Faktisk har der i de seneste uger været mindst 12 angreb.

Regimets ultimativt stærkeste våben er altså stille og roligt blevet neutraliseret. Verdensøkonomien er ikke lammet, og olien flyder igen, selv om priserne stadig er høje.

Tilbage står et land i økonomisk forfald med sanktioner, der nu også påvirker iranske flyruter til lande som Oman og Emiraterne.

USA er – efter en række store udfordringer i foråret – tilbage i en markant stærkere position end regimet.

Det bliver ikke omkostningsfrit at genoptage angrebene, men det vil utvivlsomt bringe regimet endnu længere i knæ, alt efter hvor længe krigen kommer til at vare denne gang.