ANALYSE: Det har været endnu en sløj uge for Donald Trump, hvad angår situationen i Mellemøsten.

Den amerikanske præsident var endnu en gang ude med en selvsikker forudsigelse om, at en aftale med Iran om at genåbne Hormuzstrædet var lige på trapperne.

Faktisk kunne aftalen ifølge Trump allerede blive underskrevet tirsdag. Derfor afblæste han et storstilet angreb mod regimet, som var planlagt til sidste weekend.

Der var angiveligt flere forskellige lande i Mellemøsten, som havde forsikret Trump om, at Iran var klar til at genåbne strædet.

Israel, sagde han, var enig med ham i beslutningen. En højst tvivlsom påstand, der nok bunder mere i, at premierminister Netanyahu ofte taler Trump efter munden i et forsøg på ikke at pisse ham alt for meget af.

Men Netanyahu – såvel som andre lande i Mellemøsten – ved udmærket godt, at Iran i månedsvis har udnyttet den mærkelige status quo-agtige situation til sin fordel.

Det blev igen klart i denne uge, da Iran fortsatte med at forhandle med Oman i et bilateralt spor om at få lavet en aftale mellem de to lande om, hvordan skibstrafikken i Hormuzstrædet skal kontrolleres fremadrettet.

Altså stik imod det, Trump og USA ønsker. I Washington er man ikke interesseret i at lade de to lande diktere, hvordan skibe fremover skal koordinere deres sejlads gennem strædet.

Afgifter og told er selvfølgelig fuldstændig uacceptable.

Regimet i Teheran har derfor endnu en gang formået at få Trump til at tro, at der var reelle fremskridt i forhandlingerne. De ved, at han udtaler sig fra morgen til aften om følsomme emner, herunder de indirekte forhandlinger mellem Teheran og Washington.

Når Trump som forventet går ud og påstår, at en aftale bliver underskrevet tirsdag, går han direkte i den ydmygende fælde, regimet har lagt.

Mellemøsten er notorisk kompleks, og det er utrolig svært at forudsige, hvad der kommer til at ske – selv hvis man sidder som beslutningstager med de bedste efterretninger lige ved hånden.

Men efterhånden må Trump dog indse, at regimet ikke er til at stole på. Ikke det mindste.

Fra Irans side er man interesseret i at trække tingene i langdrag for at ydmyge Trump og gøre ham så utålmodig, at han til sidst ender med at give flere indrømmelser i forhandlingerne om en atomaftale. 

For selv om regimet hver eneste dag taber enorme summer på grund af den amerikanske blokade af iransk olieeksport og de mange sanktioner, er man villig til at lide endnu mere for at vinde kampen mod USA. 

Det er en hårfin balance, man bevæger sig på, da de store økonomiske tab primært rammer civilbefolkningen.

Trump bliver nødt til at forstå, at når man har sagt A, må man også sige B.

Der findes ingen lette mellemveje, når man bevæger sig ud i noget så voldsomt som en krig mod en regional stormagt, der er på tærsklen til at få atomvåben.

Hvis Trumps mål hele tiden var at indgå en halvdårlig atomaftale med Iran, som blot forhindrede landet i at udvikle atomvåben i en begrænset periode, skulle han aldrig have trukket sig fra Obamas aftale.

Men det gjorde han, og nu bør han føre den krig, han selv startede, til dørs.