ANALYSE: Der var ikke just god stemning i det israelske sikkerhedskabinet torsdag aften, da ministrene blev hasteindkaldt til et telefonmøde af premierminister Netanyahu.

Netanyahu fortalte dem, at han havde sagt ja til Trumps anmodning om en 10-dages våbenhvile med Hizbollah.

Alt imens mødet fandt sted, begyndte ministrene at få pushnotifikationer på deres telefoner fra de israelske medier med breaking news om våbenhvilen.

Sikkerhedskabinettet var endnu en gang blevet efterladt på sidelinjen, mens Trump traf en beslutning, der havde enorm indflydelse på Israels nationale sikkerhed.

Og Netanyahu havde endnu en gang handlet over hovedet på dem og ladet sig diktere af Trump.

En israelsk kilde tæt på sikkerhedskabinettet fortalte mig, at de mødtes onsdag aften for at diskutere en våbenhvile med Hizbollah, men endte med ikke at stemme om det, da flere ministre var imod, at det overhovedet kom på tale.

»Vi har stoppet krigen med Hizbollah midt i det hele. Det er virkelig skidt,« fortalte kilden.

Og sådan er der mange i Israel, der har det lige nu. Kort tid efter at nyheden brød, tordnede en af de lokale ledere i Nordisrael på live-tv.

Regeringen har løjet over for os, aftalen er en total kapitulation til Iran og USA, og Netanyahu træffer beslutninger om vores liv over hovedet på os, lød beskeden fra Eitan Davidi i en skrigende svada på Kanal 12, den største tv-kanal i Israel.

Og Davidi har til dels ret. Netanyahu har et forklaringsproblem. Han har siden våbenhvilen med Iran indtraf, insisteret på, at krigen mod Hizbollah ville fortsætte.

Men stille og roligt blev det klart, at Iran betingede forhandlingerne med USA af en våbenhvile mellem Israel og Hizbollah.

I stedet for at fortælle israelerne sandheden – nemlig at Israel betaler en høj pris for at have haft verdens supermagt ved sin side i en krig mod Iran – har Netanyahu fortalt befolkningen, at han stadig er i førersædet.

Hvilket ikke passer. 

Men det er også okay. Israel er en lille brik i et kæmpe puslespil i Mellemøsten. Det burde Netanyahu have gjort klart for israelerne, men i stedet har han taget røven på både befolkningen og sikkerhedskabinettet.

Hvis man ser bort fra Netanyahus håndtering af tiden efter våbenhvilen med Iran, er Israel faktisk i en god situation, strategisk set.

Våbenhvilen med Hizbollah tillader, at IDF fortsat er til stede i en 10 km bufferzone i Sydlibanon, og Israel har ret til at forsvare sig mod nært forestående angreb fra Hizbollah.

Inden måneden er omme, kan Netanyahu – hvis alt går efter Trumps plan – ende med et historisk møde med Libanons præsident i Washington.

Og inden det israelske valg bliver afholdt i efteråret, kan han med lidt held have underskrevet endnu en fredsaftale med et arabisk land.

En våbenhvile med Hizbollah er alle pengene værd, hvis det resulterer i en fredsaftale med Libanon, der har været i en krigstilstand med Israel siden 1948.

Det er den eneste vej til en realistisk afvæbning af Hizbollah, hvor Israel ikke bliver udskammet dag ud og dag ind af verdens ledere, medier og NGOer for at bekæmpe terrorgruppen.

Går libanesiske, amerikanske og israelske soldater side om side i Libanon for at afvæbne Hizbollah, stopper hylekoret omgående.

Det ved Netanyahu selvfølgelig, og derfor vil han nu gøre alt i sin magt for at få den mest lukrative fredsaftale med Libanon.

Men vælgerne kommer til at få svært ved at tilgive ham for at have løjet over for dem igen og igen.