ANALYSE: USA og Iran er i, hvad Donald Trump kalder en »mini-krig.« 

Og det er i virkeligheden den bedste måde at beskrive konflikten mellem de to lande, der primært udspiller sig i Hormuzstrædet, hvor omkring 20 procent af verdens olieeksport normalt passerer.

Mandag bød på adskillige eskaleringer i konflikten. Iran affyrede 15 missiler og fire droner mod De Forenede Arabiske Emirater i en uprovokeret aktion, der har potentiale til at få hele situationen til at eksplodere.

Samme dag destruerede USA seks iranske både i Hormuzstrædet, der truede handelsskibe, efter Iran havde affyret missiler og droner mod skibe, der skulle være under amerikansk beskyttelse.

Det fik Trump til at true med at fjerne Iran fra jordens overflade, hvis regimet fortsætter med at angribe skibe i strædet.

Truslen har tilsyneladende ikke fået regimet til at makke ret. Tirsdag advarede den iranske udenrigsminister om, at der ikke er nogen militær løsning på den »politiske« konflikt om strædet, og at både USA og Emiraterne bør være varsomme med at blive trukket ind i et morads.

Lederen af det iranske parlament udsendte også en advarsel til USA om, at regimet først lige er begyndt på sit spil om strædet.

De seneste 24 timer har altså budt på signifikante optrapninger af konflikten, der ser ud til at gå mere og mere i hårdknude.

Både USA og Iran satser på, at den anden part ender med at bukke under for det økonomiske pres, som blokaden af strædet medfører. Og begge parter bruger i højere grad militære midler til at skrue op for presset på hinanden.

Men hvor længe kan dette skakspil blive ved, inden det hele eksploderer? Vil USA acceptere flere uprovokerede angreb mod Emiraterne eller andre allierede i regionen?

Hvor langt er Iran villig til at gå i kampen for at få USA til at give indrømmelser i forhandlingerne om landets atomprogram?

Et skakspil ender altid i ét af tre udfald for en spiller: sejr, tab eller remis. Men i spillet om Hormuzstrædet er remis ikke muligt. Hverken USA eller Iran kan eller vil acceptere, at strædet forbliver lukket for olieeksport.

Vi nærmer os derfor langsomt et punkt, hvor en af parterne må give sig. De kompromisløse udmeldinger fra USA og Iran gør dog, at de begge klatrer længere og længere op i et træ, hvorfra det efterhånden er for langt at kravle ned.

Hvordan vil det se ud, hvis Trump pludselig går på kompromis og ophæver blokaden, så forhandlingerne om Irans atomprogram kan få momentum, sådan som regimet kræver?

Hvordan vil det se ud, hvis regimet kapitulerer under presset fra blokaden og ender med at gå voldsomt på kompromis om atomprogrammet?

Begge udfald vil få den anden part til at fremstå umådeligt svag. Og det er der ingen af dem, der har råd til.

Hormuzstrædet er blevet det mest centrale og stærkeste våben for både USA og Iran, men det kan ende med at blive en dødsdom for diplomatiet og en katalysator for genoptagelsen af krigen.

En ting er sikkert: Klokken slår, og vi nærmer os stille og roligt et point of no return.