ANALYSE: Når USA's ambassadør til Israel kalder voldelige israelske bosættere for terrorister, bør det give alvorligt stof til eftertanke.

For Mike Huckabee er uden sammenligning den mest pro-israelske og pro-bosætter-ambassadør i USA's historie.

Men i denne uge fik selv han nok, da bosættere i dagevis barrikaderede sig foran palæstinensiske familiers hjem i landsbyen Qusra på Vestbredden, herunder et hjem tilhørende en amerikansk statsborger.

Siden da har det israelske militær gjort det mest jammerlige forsøg i mands minde på at fjerne de bosættere, der har etableret små forposter foran hjemmene.

Så jammerligt, at de i skrivende stund stadig befinder sig der, alt imens militæret i stedet har evakueret familierne midlertidigt for at komme problemet til livs.

Et militær, der under normale omstændigheder ikke har problemer med at gennemføre operationer mod bevæbnede palæstinensiske terrorister, som har barrikaderet sig i hjertet af Jenin. Eller som kan bekæmpe terrorister i den mest komplicerede bykrig i Gaza.

Pludselig kommer de til kort, når de skal konfrontere ubevæbnede bosættere.

Historien, der som forventet er gået verden rundt, er på mange måder den perfekte illustration af, hvor absurd situationen på Vestbredden er blevet.

En mindre, men ikke ubetydelig, gruppe af voldelige bosættere har siden massakren den 7. oktober 2023 udnyttet den kaotiske situation til deres fordel og terroriseret civile palæstinensere på daglig basis.

De brænder moskeer, lejligheder, biler og butikker. De dræber til tider palæstinensere, geder og får. De plyndrer og angriber palæstinensiske familier i håbet om at fordrive dem helt fra Vestbredden.

Og den israelske regering holder i store træk hånden over dem. Forsvarsministeren afskaffede f.eks. den administrative detention af bosættere i 2024.

Da hundredvis af voldelige bosættere satte ild til den palæstinensiske landsby Huwara i 2023 – i hvad IDF beskrev som en pogrom – stod flere ministre klar til at beskytte dem.

Og det israelske militær (IDF), der jævnligt selv bliver angrebet af de samme bosættere, har på mange måder enten opgivet at komme bosættervolden til livs eller er i nogle tilfælde medskyldig ved blot at stå og observere volden, mens den udspiller sig, uden at gribe ind.

Fænomenet er nu så omfattende, at selv USA, såvel som en lang række israelske politikere - inklusiv tidligere premierminister Naftali Bennett, der aktivt støtter bosætterbevægelsen - kalder det præcis dét, det er: terror.

At den israelske regerings passivitet og til tider støtte til det vanvid der foregår på Vestbredden ikke hører hjemme i et demokrati, eller på nogen måde afspejler jødisk tradition eller kultur, står ikke til diskussion.

Det i sig selv burde være nok til at få politikerne og IDF til at sætte hårdt ind for at stoppe volden. Men eftersom det indtil nu ikke har været tilfældet, bør den nuværende og næste regering indse, at det er et spørgsmål om tid, før selv USA får nok.

Mike Huckabees stempling af bosætterne i Qusra som terrorister er et vink med en vognstang om, at selv den mest pro-israelske administration i Washington ikke kan blive ved med at ignorere problemet.

Hvis det fortsætter, ender det med at få fatale konsekvenser for Israels forhold til sin absolut stærkeste og vigtigste allierede. Det er vitterligt bare et spørgsmål om tid.