»Det israelske militær er klar til, når ordren gives om at udslette Hamas, at gøre arbejdet færdigt, så vi kan gennemføre migrationsplanen.«

Sådan lyder det fra Israels forsvarsminister, Israel Katz, som modsvar til en anden højrefløjskandidat, ifølge nyhedsbureauet AFP

27. oktober er der parlamentsvalg i Israel, og ifølge B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino, skal nogle af forsvarsministerens udtalelser ses i lyset af det kommende valg.

»Katz' udtalelser er ren og skær valgpropaganda. De forskellige højrefløjspartier og politikere konkurrerer om at være mest militante i deres valgkamp, men mange af deres valgløfter er urealistiske og populistiske,« skriver Jotam Confino til B.T. 

Han mener dog, at der er hold i nogle af Israel Katz' nylige udtalelser. 

Netop, at det er et spørgsmål om tid, før Israel kommer til at »gøre arbejdet færdigt.«

»Altså at få fjernet Hamas fra magten i Gaza med militærmagt,« uddyber Jotam Confino. 

Og fortsætter:

»Intet tyder på, at Hamas er klar til at overlevere deres våben. Det har de før sagt, de vil – og det stipulerer våbenhvileaftalen sådan set også, men deres adfærd siger noget andet. De opruster og hverver hele tiden nye medlemmer til deres militære fløj.«

B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino, er bosat nord for Tel Aviv i Israel. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

I oktober 2025 annoncerede USAs præsident, Donald Trump, en våbenhvile i Gaza, som ifølge den israelske forsvarsminister sikrede »en forpligtelse fra USA« til at afvæbne den militante gruppe Hamas.

Det er dog ikke noget, som Israel Katz tror på kommer til at ske, og det er han ikke alene om, ifølge Jotam Confino.

»De israelske kilder, jeg har talt med det sidste halve år siger det samme som Katz – at en international stabiliseringsstyrke, der kan og vil bruge magt til at afvæbne Hamas, er urealistisk,« skriver B.T.s mellemøstkorrespondent som svar til B.T. 

»På mange måder er IDF allerede i krig med Hamas. De likviderer både højt og lavtstående kombattanter hver dag i Gaza,« fortsætter han. 

Tidligere på måneden, oplyste Israels forsvarsminister om, at landet var klar til at fordrive to millioner palæstinensere fra Gaza, men at de ventede på USAs plan om, hvor de mennesker skulle tage hen.

En plan, som USAs ambassadør i Israel pure afviste, fandtes, hvilket Jotam Confino understøtter. 

»Hvad angår forsvarsministerens påstand om, at der foreligger en plan om at sørge for en frivillig migrationsplan, så har det ikke hold i virkeligheden. Det er rigtigt, at Trump på et tidspunkt nævnte det som en mulighed, men det er ikke dét, der er lagt op til nu,« forklarer han. 

Krigen i Gaza har snart varet tre år, hvoraf der har været våbenhvile de sidste 11 måneder. Våbenhvilen har ikke stoppet krigen, kun reduceret voldsniveauet. 

Ifølge Gazas sundhedsministerium, er 1.375 palæstinensere blevet dræbt, siden våbenhvilen indtraf.