Det er en vigtig 'sejr' for Israel, at FN nu – efter næsten fem måneder – har anerkendt, at Hamas begik seksuelle overgreb i forbindelse med de voldsomme angreb 7. oktober. 

Både i forhold til ofrene.

Men også i forhold til Israels fortsatte retfærdiggørelse af krigen og nødvendigheden af at få de gidsler, der fortsat er i Hamas' fangenskab i Gaza, frigivet.

Det mener B.T.s mellemøstkorrespondent Jotam Confino.

En mindelund for ofrene på Supernova-festivalen, hvor 364 festivalgæster mistede livet og mange andre bortført, da Hamas angreb 7. oktober sidste år. 
En mindelund for ofrene på Supernova-festivalen, hvor 364 festivalgæster mistede livet og mange andre bortført, da Hamas angreb 7. oktober sidste år.  Foto: Menahem Kahana/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Millioner af mennesker verden over har sået tvivl om specielt voldtægterne, hvilket har skabt enorm vrede blandt israelerne,« siger han.

FN-rapporten er offentliggjort mandag, efter at et hold eksperter har besøgt Israel i perioden 29. januar til 14. februar.

Heri lyder det blandt andet:

'Delegationen har fundet tydelige og overbevisende oplysninger om, at nogle gidsler, der blev bragt til Gaza, er blevet udsat for forskellige former for konfliktrelateret seksuel vold,' står der med den ikke ubetydelige tilføjelse:

Jotam Confino er B.T.s mellemøstkorrespondent.
Jotam Confino er B.T.s mellemøstkorrespondent. Foto: Privat.
Vis mere

'Og vi har gode grunde til at tro, at denne type vold stadig finder sted.'

Som B.T.s Jotam Confino understreger, har det ikke mindst skabt gnidninger i forhold til omverdenen, at de ellers mange israelske vidnesbyrder om mishandling og seksuelle overgreb (foruden de mange drab) ikke hidtil er blevet bredt anerkendt.

»Den larmende stilhed fra kvinderettighedsorganisationer verden over har udstillet, hvor lidt sympati der er med de israelske ofre for Hamas' massakre,« siger han:

»Organisationen FNs Kvinder var alt for længe om at fordømme de utallige beretninger om seksuel vold i ugerne efter 7. oktober.«

Som en konsekvens har Israel eksempelvis så sent som i denne uge hjemkaldt sin FN-ambassadør Gilad Erdan på grund af FNs manglende standpunkt i forhold til Hamas-overgrebene.

»Det er samtidig et led i hele Israels pr-krig mod FN i forhold til den klare favorisering af palæstinenserne, de mener finder sted,« påpeger Jotam Confino:

»FNs rapport understreger samtidig, hvor meget Hamas er sluppet afsted med. Det er endnu ikke lykkedes FNs Sikkerhedsråd at blive enige om en resolution, der fordømmer Hamas' angreb 7. oktober eller opfordrer til, at terrorgruppen skal fjernes fra Gaza.«

7. oktober angreb Hamas Israel, hvor 1200 mennesker blev dræbt, mens omkring 250 blev taget som gidsler.

Siden er mere end 30.0000 mennesker, herunder 21.000 kvinder og børn, ifølge Gazas sundhedsministerium blevet dræbt under Israels angreb mod Gaza.