Det er ikke en populær beslutning.
Men i Israel anses den for at være bydende nødvendig.
FN-organisationen UNRWA vil nu få forbud mod at operere fra Israel. Det besluttede landets parlament mandag aften.
Og det kommer ikke som en overraskelse for B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino.
»Det har der været optakt til igennem længere tid. 7. oktober blev dråben, der fik bægeret til at flyde over for Israel. Ni af deltagerne i massakren havde tilknytning til UNRWA,« siger han.
UNRWA er FNs organisation for hjælp til palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten. Organisationen arbejder i Israel og de besatte palæstinensiske områder samt i Libanon, Syrien og Jordan.
Organisationens arbejde anses for at være yderst vigtigt for de civile i det krigshærgede Gaza samt på Vestbredden.
Men ifølge Israel har organisationen forbindelse til terror.
»Israel har længe haft et horn i siden på UNWRA. Og så har man forgæves forsøgt at komme med et opråb til verdenssamfundet. Man har blandt andet set palæstinensiske børn blive radikaliseret af de skolebøger, som UNWRA står bag,« siger Confino, der ikke tror, at den nye lov vil blive velmodtaget af flere af Israels allierede.
»Det vil blive set som en upopulær beslutning. Blandt andet Danmark støtter jo UNRWA. Det vil blive set som et kynisk træk at fjerne dem, men det viser, at Israel ikke vil gå på kompromis.«
FN indrømmede i august, at ni UNRWA-ansatte muligvis var involveret i overraskelsesangrebet 7. oktober. De pågældende er blevet fyret.
Derudover er det kommet frem, at en Hamas-militærleder, som er blevet dræbt i et luftangreb, havde et job hos organisationen.
Inden loven blev vedtaget, er planerne om et forbud, ifølge Ritzau, blevet kritiseret fra flere sider internationalt – herunder af USA.
Så sent som mandag aften dansk tid har talsmand for USAs udenrigsministerium Matthew Miller sagt på et pressemøde, at USA har udtrykt »dyb bekymring« over for Israel over et potentielt forbud.
Også Storbritanniens udenrigsminister, David Lammy, har mandag omtalt de israelske planer om et forbud »med stor ærgrelse« i det britiske parlament.
UNRWA's talsperson Juliette Touma kalder Israels forbud mod FN-organisationen for "skandaløs".
»Det er skandaløst, at et FN-medlemsland arbejder på at afvikle et FN-agentur, som samtidig er den største bidragyder til den humanitære operation i Gaza,« siger hun til nyhedsbureauet AFP.
»Hvis det bliver implementeret, er det en katastrofe,« siger hun videre.