KLUMME: »Vi kommer tættere på hver dag.«
Sådan lød det fra Saudi-Arabiens kronprins Mohammed Bin Salman, da han blev spurgt ind til de mange rygter om en forestående normaliseringsaftale mellem kongedømmet og Israel i slutningen af september sidste år.
Blot tre uger senere fik Hamas' massakre sat en stopper for forhandlingerne mellem Israel og Saudi-Arabien. Som forventet stod de arabiske stater skoleret og fordømte Israel, da bomberne begyndte at falde i Gaza. Men siden da har Biden-administrationen arbejdet på højtryk for at få planen tilbage på sporet.
Biden har siden starten af året været under massivt pres fra sit demokratiske bagland samt propalæstinensiske vælgere for at lægge afstand til Israels håndtering af krigen.
Samtidig er Donald Trumps popularitet steget i takt med, at krigen nu også har infiltreret amerikanske universiteter i 21 forskellige stater. Biden har med andre ord alvorligt brug for en slamdunk på den udenrigs- og indenrigspolitiske scene.
Nedskydningen af iranske missiler og droner mod Israel, i samarbejde med Frankrig, Storbritannien, De Forenede Arabiske Emirater, Jordan og Saudi-Arabien, var et lille skridt i den rigtige retning. At få vendt Israel fra pariastat til tæt allieret med Vesten.
Og de seneste par måneder har Washington forsøgt at genskabe rammerne for normalisering mellem Israel og Saudi-Arabien, der samtidig skal gøre en ende på Israel-Palæstina konflikten.
Et scenario, der umiddelbart virker som fantasi. Og så alligevel ikke. Den aftale, der tilsyneladende ligger på bordet, lyder som følgende: USA underskriver en forsvarspagt med Saudi-Arabien, der vil sikre amerikansk militær støtte, hvis oliestaten bliver angrebet i fremtiden.
Desuden vil USA hjælpe Saudi-Arabien med at udvikle atomenergianlæg til civile formål, samt tillade mere amerikansk eksport af ai og anden teknologi til Riyadh.
Den store gevinst for Biden-administrationen vil være, at aftalen samtidig sikrer et tilbud til Israel om normalisering med Saudi-Arabien, såfremt at Israel giver samtykke til at arbejde hen imod oprettelsen af en palæstinensisk stat.
Det er en aftale, som ikke bare vil løse en af de mest intense konflikter i verden, det vil også få Trumps Abraham-aftaler til at ligne en lokumsaftale. Og skal man tro USAs udenrigsminister Antony Blinken, så er aftalen lige på trapperne.
Dem, der har fulgt med de sidste par måneder, vil dog med rette påpege det åbenlyse; Israels premierminister Netanyahu har i de sidste par måneder gentagne gange afvist ideen om en palæstinensisk stat. Hvorfor så denne optimisme?
Noget tyder på, at Washington forbereder sig på, at Netanyahus regering falder inden længe. Flere af hans ministre har truet med at vælte ham, hvis Israel siger ja til en 'dårlig' våbenhvile med Hamas, der vil udskyde den forestående militære operation i Rafah.
Både finansministeren og den nationale sikkerhedsminister har i den seneste uge truet med at rive tæppet væk under Netanyahu, hvis sådan et scenario opstår.
Samtidig vokser demonstrationerne mod Netanyahu, der kontinuerligt bliver straffet i meningsmålingerne. Den 74-årige premierminister står derfor overfor sit livs valg; at sikre en smule værdighed og positiv eftermæle ved at sparke ekstremisterne ud af regeringen, udskrive valg, og sikre normalisering med Saudi-Arabien.
Netanyahu er klog nok til ikke at underskrive en aftale, der vil tillade oprettelsen af en palæstinensisk stat, hvor Hamas får lov at regere. Det er heller ikke det, Saudi-Arabien vil, tværtimod.
Ifølge mine kilder i regeringen har Riyadh givet Netanyahu regeringen fuld opbakning til at få nedkæmpet Hamas og fjernet dem fra magten.
Samtidig viser en meningsmåling fra tidligere på året, at 51 procent af israelerne ville støtte oprettelsen af en demilitariseret palæstinensisk stat i bytte for en frigivelse af alle gidsler i Gaza og normalisering med Saudi-Arabien. Kun 29 procent er imod.
Netanyahu er kendt for at være super opportunist uden ideologi. Hvis han kan ende med at blive manden, der afslutter Israel-Palæstina-konflikten og etablere diplomatiske forbindelser med Mellemøstens vigtigste stat, vil han gå over i historien som en af de mest effektive ledere.
Det vil dog kræve et enormt mod – og en stålfast beslutningstagen. To karakteristika, han ikke just er kendt for.