ANALYSE: Man kan sige meget om diktaturet i Iran, men naive er de ikke. Alt imens Donald Trump fortsætter sin slingrekurs, forbereder regimet sig på en ny krig.

I Teheran hænger et kæmpe billboard med et billede af Trump og teksten: »Vi vil slå Trump ihjel.«

Og i denne uge afslørede chefen for det iranske forsvar, Ali Abdollahi, en ny underjordisk »missilby.«

I sædvanlig propagandastil udsendte regimet en video, hvor Abdollahi inspicerede en lang række ballistiske missiler og affyringsramper fra en åben jeep.

Ved siden af ham stod en højtstående kommandør fra Revolutionsgarden, Majid Mousavi. Det skarpe øje vil også lægge mærke til Hizbollah-flagene, der hænger inde i tunnelen.

Beskeden fra regimet var klar: Israel kommer til at blive destrueret, hvis fjenden går i krig, vil modsvaret række ud over Mellemøsten, og Hizbollah kan blive aktiveret når som helst, skulle man få brug for det.

Advarslen er i tråd med andre udmeldinger fra regimet de seneste uger. Bruger USA militærbaser i Europa til at angribe Iran fra, vil de blive ramt. Der er med andre ord ikke længere »geografiske restriktioner« i en ny krig.

Og ifølge Bloomberg er regimet i stand til at producere omkring 50 ballistiske missiler om måneden og har et arsenal på omkring 1.700 missiler, der kan bruges i tilfælde af en ny krig.

Der er intet overraskende i, at man fra regimets side både opruster og optrapper retorikken. For selvom Trump siden nederlaget ved midtvejsvalget har ændret retorik og nu ikke længere mener, at nye angreb er nødvendige, er han notorisk ubeslutsom.

På den ene side har han Israels premierminister Netanyahu, der ifølge israelske medier forsøger at overtale ham til en ny krig. 

Og på sin egen banehalvdel har han forsvarsminister Pete Hegseth og chefen for U.S. Central Command, Brad Cooper, der angiveligt advokerer for det samme.

På den anden side står vicepræsident JD Vance og Trumps særlige udsending Steve Witkoff, der angiveligt mener, at den bedste strategi fremadrettet er endnu en aftale.

I denne uge aflagde Qatars premierminister et besøg i Det Hvide Hus, hvor han også forsøgte at få Trump til at give forhandlingerne en chance.

I Teheran spiller man som altid det lange spil. Selvom økonomien bløder under USA's blokade af Irans havne og dermed også olieeksporten, har man i årtier været vant til at sende regningen til befolkningen, mens man bruger milliarder og atter milliarder på at styrke forsvaret og de allierede, herunder Hizbollah.

Og netop her har intet ændret sig. Det vidner annonceringen af de nye »missilbyer« om.

I Tehran håber man, at trække tiden ud de næste to år, og at der kommer en demokratisk præsident næste gang, som vil gøre alt hvad han eller hun kan for at undgå en ny krig. 

Men to år er ufatteligt lang tid i Mellemøsten, og chancen for at det hele eksploderer inden længe er stadig høj.