ANALYSE: Der er mindre end to uger til valget i Israel, og derfor øges intensiteten af de daglige anklager mellem Netanyahu-regeringen, oppositionen og tidligere top-embedsfolk markant dag for dag.
Er man ikke nyhedsjunkie, kan det være utroligt svært at følge med. Det altoverskyggende emne er stadig massakren den 7. oktober, og hvem der primært skal holdes ansvarlig.
Så langt, så godt. Men beskyldningerne fra hver fløj er efterhånden så hyppige og komplicerede, at mange vælgere sidder tilbage med en følelse af total forvirring.
For hvem taler reelt sandt?
Er det Shin Bet-chefen Ronen Bar, der netop har sagsøgt Netanyahu for at anklage ham for bevidst at tilbageholde information om advarselssignaler fra Gaza forud for angrebet den 7. oktober?
Netanyahu insisterer på, at hvis hans efterretnings- og militærchefer, inklusive Ronen Bar, havde gjort deres job og vækket ham forud for angrebet i de tidlige morgentimer, da de første advarsler tikkede ind, ja, så ville massakren nærmest kunne have været undgået.
Ronen Bar advarede angiveligt Netanyahu adskillige gange om Hamas i månederne forud for den 7. oktober og endda præsenterede premierministeren for adskillige muligheder for at likvidere Hamas-lederen Yahya Sinwar. Det afviser Netanyahu selvfølgelig.
Uenigheden om, hvorvidt Netanyahu blev advaret af Egyptens efterretningschef om et forestående angreb fra Gaza mindre end to uger før den 7. oktober, fortsætter også på højtryk.
Netanyahu, der nu giver interviews til udvalgte israelske tv-kanaler, påstår, at den egyptiske efterretningschef tilbragte omkring en time i sit fly i Israels internationale lufthavn, men at han i hvert fald ikke mødtes med ham. Faktisk aner Netanyahu ikke, hvem han talte med, og hvem der angiveligt skulle have modtaget advarslen.
Men ifølge flere israelske medier var efterretningschefen overhovedet ikke på flyet. I stedet var der tale om forretningsmænd. Igen en strid om fakta, som Netanyahu let kunne opklare ved simpelthen at beordre en undersøgelse af flyets landing og af, hvem der var om bord den pågældende dag.
De konstante anklager, der fylder tv, aviser og radioudsendelser fra morgen til aften, kunne have været undgået, hvis bare regeringen var gået med til at nedsætte en uafhængig kommission efter massakren den 7. oktober for at finde ud af præcis, hvad der var gået galt.
Hvem der bar hovedansvaret, om Israel var blevet advaret af både Egypten og De Forenede Arabiske Emirater, og om Netanyahu eller Ronen Bar taler sandt.
Nå ja, så er der også skandalen om Netanyahus stabschef, der angiveligt skulle have forsøgt at ændre tidspunkterne for, hvornår premierministeren skulle have haft den første samtale med sin daværende militærsekretær om morgenen den 7. oktober.
Alt i alt et uendeligt morads af anklager, konspirationer, ansvarsfralæggelse og røgslør, der kun skader den israelske befolknings mulighed for at få klarhed over, hvad der er op og ned.
Til valget den 27. oktober skal israelerne derfor primært beslutte sig for, om de vil acceptere denne type kaos fremadrettet og tilgive Netanyahu, at massakren fandt sted på hans vagt, eller om nok er nok.
Ifølge meningsmålingerne har hverken Netanyahus regeringsblok eller oppositionen mandater nok til at danne regering efter valget. Men meget kan nå at ske inden valget.
Spørgsmålet er, hvor mange flere anklager og konspirationer befolkningen skal lægge øre til indtil da.