ANALYSE: Endnu en hæsblæsende uge lakker mod enden i Iran. Demonstrationerne spredte sig over hele landet, fra hovedstaden Teheran til mindre byer i provinsen.

»Død over Ayatollah Khamenei« og »Længe leve Shahen« er faste tilråb blandt demonstranterne. Nogle vælter regimets statuer, andre sætter ild til biler og regeringsbygninger, og købmændene på bazarer i Tabriz, Kerman, Isfahan, Mashhad og Teheran er lukket.

Sidstnævnte er et utroligt skidt tegn for regimet. Bazarerne er en slags hjerteblod i Iran, der ikke blot holder gang i økonomien men som også er en indikator for, hvad der sker på den iranske gade.

Regimet har, som forventet, brugt ekstrem vold og massearrestationer til at stoppe demonstranterne. 

Mindst 45 demonstranter er ifølge iranske menneskerettighedsorganisationer blevet slået ihjel, over 2.000 er blevet arresteret og internettet er slukket i stort set hele landet.

Når regimet mørklægger landet, er det selvfølgelig for at undgå, at omverdenen ordentligt kan følge med i hvad der sker, og at demonstranter ikke kan dokumentere den vold regimet udøver.

Til regimets held har omverdenen - specielt medierne og NGO'erne- vist utroligt lidt interesse for, hvad der har potentiale til at blive den mest skelsættende begivenhed i Mellemøsten i årtier. 

Reza Pahlavi, den iranske kronprins, der lever i eksil, forsøgt at puste så meget liv i demonstrationerne så muligt. På Pahlavis opfordring gik folk på gaden torsdag aften kl 20.00 i blandt andet Teheran.

»Denne torsdag og fredag, den 8. og 9. januar, præcis klokken 20.00, uanset hvor I er, hvad enten det er på gaden eller endda fra jeres egne hjem, opfordrer jeg jer til at begynde at synge (chante) præcis på dette tidspunkt,« udtalte Pahlavi.

Klokken 20:00 lokal tid skete der præcis dette. »Død over Den Islamiske Republik!« og »Dette er det sidste slag! Pahlavi vil vende tilbage!« lød det i et nabolag i Teheran.

I mellemtiden har det iranske regime selvfølgelig beskyldt USA og Israel for at stå bag demonstrationer, der har bredt sig som en steppebrand over hele landet.

De kommende uger bliver afgørende for regimet. Indtil nu har man forsøgt sig med både pisk og en rådden gulerod i form af at tilbyde iranere en månedlig kompensation på 45 kroner.

En lussing i ansigtet på de millioner af iranere der i årtier har set regimet sende milliarder og atter milliarder til islamistiske terrorgrupper i Mellemøsten, og til massemorderen Bashar al-Assad.

Det ydmygende tilbud om bestikkelse har ikke virket, og nok nærmere gjort befolkningen endnu vredere. Hvis regimet skruer op for volden, satser man på, at den internationale interesse for iranernes lidelser fortsat udebliver, og at Trumps trussel om at komme dem til undsætning er bluf.

Er det en holdbar plan? Det er utrolig svært at sige på nuværende tidspunkt. Regimet satser på, at dødspatruljerne i sidste ende afskrækker de ubevæbnede iranere i sådan en grad, at de til sidst giver op.

Men det er et kæmpe sats. Regimet kan vælte hvis millioner af iranere fortsat går på gaden hver dag og invaderer regeringsbygninger. Regimet vil da falde stille og roligt falde fra hinanden. 

Man vil begynde at se afhoppere, og ledende skikkelser flygte ud af landet af frygt for deres sikkerhed. Det vil koste mange tusinde iranere livet. En høj pris, som mange lige nu ser ud til at ville betale.

Hvis Trump ender med at intervenere, i kraft af angreb mod det regimets militser, vil det med al sandsynlighed betyde enden på det islamiske diktatur. Det vil give iranere den støtte, de hungrer efter. Og med USAs aktioner i Venezuela har Khamenei indset, at Trump mener hvad han siger.

Den seneste uge har lært os, at vi gennemlever en historisk periode, hvor alt kan ske. Hvis jeg var Khamenei, ville jeg nok ringe til Putin og bede om samme exit-tilbud som Assad fik inden den syriske opposition nåede hans præsidentpalads i December 2024.