ANALYSE: Israels præsident har besluttet sig. Det bliver den tidligere IDF-chef Gadi Eisenkot, der først får mandatet til at forsøge at danne regering.

Det sker, efter at 67 medlemmer af det israelske parlament har anbefalet, at Eisenkot får første skud i bøssen.

Alt imens Netanyahu-lejren er i panik og påstår, at de israelske arabere »stjal valget« (en anklage, der er blevet afvist af valgkomitéen), er Eisenkot i fuld gang med at forhandle med potentielle regeringspartnere.

Men selvom der på papiret er flere forskellige muligheder for at vælte Netanyahu, er vejen dertil ekstremt kompliceret.

Det politiske kaos, der udspiller sig lige nu, kan opsummeres på følgende måde: Eisenkot kan enten satse på at danne en flertalsregering, hvor han går sammen med de tre andre jødiske oppositionspartier og de ultraortodokse partier, der sidder i Netanyahus regering.

Det vil med andre ord betyde, at de ultraortodokse forråder Netanyahu, deres mangeårige samarbejdspartner, og går sammen med en række partier, der alle er gået til valg på at sikre lige værnepligt for alle. Noget, de ultraortodokse partier er stærkt imod, og som har medført massedemonstrationer rundt omkring i landet.

Ét af ultraortodokse partier har allerede indset, at Netanyahu får svært ved at danne regering, og at det muligvis er smartere at satse på Eisenkot, så de i det mindste får indflydelse på, hvordan en eventuel lov om værnepligt kommer til at se ud. 

Alternativt kan Eisenkot forsøge at danne en mindretalsregering, hvor de arabiske partier yder støtte udefra med deres 19 mandater. Men her skal han enten sikre sig yderligere støtte udefra fra mindst ét af de ultraortodokse partier eller som minimum få dem til at undlade at stemme imod hans regering.

Grunden er, at Avigdor Lieberman, lederen af oppositionspartiet Yisrael Beitenu, der ellers er allieret med Eisenkot, nægter at støtte en mindretalsregering, der hviler på støtte fra de arabiske partier.

En mindretalsregering med arabisk og ultraortodoks støtte udefra vil dog give Eisenkot en nem vej uden om de fire krav, han har stillet til ethvert parti, der tilslutter sig hans regering, herunder at anerkende Hamas som en terrororganisation og acceptere værnepligt for alle statsborgere.

De arabiske partier har indtil nu nægtet at acceptere førstnævnte krav, mens de ultraortodokse vil gøre alt i deres magt for at undgå universel værnepligt.

Zoomer man lidt ud fra det komplicerede puslespil, står det klart, at Eisenkot er parat til at gå meget langt for at få fjernet Netanyahu fra magten, også selvom det betyder, at han vil stå meget svagt.

For både en mindretalsregering og en regering med de ultraortodokse partier vil løbe ind i vanskeligheder med det samme.

Eisenkot og de tre andre partiledere i oppositionen kan ikke overleve at indgå en lokumsaftale med de ultraortodokse om at fritage store dele af deres unge mænd for værnepligt.

Og de kan heller ikke acceptere en situation, hvor arabiske partiledere forhindrer dem i at svare igen på angreb fra Hamas, Hizbollah, Houthierne eller Iran.

Hvis det lykkes Eisenkot at få det enorme puslespil til at gå op, vil det være en bedrift i sig selv.

Men det vil sandsynligvis være som at tisse i bukserne for at holde varmen og samtidig blot et spørgsmål om tid, før regeringen falder – af den ene eller anden grund. 

Det samme skete i 2021, da Naftali Bennett og Yair Lapid væltede Netanyahu ved at danne en koalition med blandt andet et arabisk parti. Den regering holdt kun i halvandet år.