ANALYSE: Selv om våbenhvilen mellem Iran og USA officielt er slut, og begge parter udvider både hyppigheden og omfanget af deres angreb mod hinanden, er vi stadig ikke nået til et punkt, hvor man kan erklære det for en regulær storkrig.

Men alt tyder på, at vi bevæger os med hastige skridt i den retning. 

Iran er nu tilbage til at angribe Qatar, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater, Jordan, Oman og Kuwait med ballistiske missiler og droner.

Samtidig udvider USA stille og roligt de mål, man går efter, selv om det fortsat primært er radar- og kommunikationssystemer, missil- og dronekapaciteter, fartøjer tilhørende Revolutionsgarden samt luftforsvar, man rammer.

Den afgørende faktor for, hvornår krigen for alvor udvikler sig til samme omfang som det, vi så i foråret, er Israel.

Iran har af strategiske årsager valgt ikke at angribe Israel i denne omgang, men i stedet fokuseret på Golflandene – dog ikke Saudi-Arabien.

Og det er selvfølgelig ikke tilfældigt. 

I Teheran ved man, at angreb i Golfen ikke bliver besvaret på samme måde. Men affyrer man missiler mod Israel, kommer modsvaret prompte – og tifold.

I Jerusalem venter man vitterligt bare på at få en anledning til at eskalere og blive en del af krigen igen.

Men indtil nu har Trump tilsyneladende bedt Israel om at holde sig ude af kampene, netop fordi man godt ved hvad det betyder, når de israelske kampfly bliver sat fri.

Spørgsmålet er, hvornår og hvordan Israel ender med at blive en del af krigen igen.

For Trump virker til at have mistet tålmodigheden og troen på, at man kan indgå en god aftale med Iran, når man ikke engang kan komme igennem to ugers våbenhvile, uden at regimet bryder den.

At Iran nu også forsøger at blokere Hormuzstrædet igen, er en helt afgørende udvikling i forhold til, hvordan Trump kommer til at reagere fremadrettet.

For de begrænsede angreb den seneste uge slider selvfølgelig langt mindre på det amerikanske militær end en regulær krig. Men der kommer et point of no return, hvor det ikke længere giver mening for Trump at føre en krig på halv kraft.

Det samme gælder regimet, selv om mange påstår, at det sidste, de ønsker, er at gå i fuld krig igen. 

Jeg argumenterede for det modsatte i en analyse i sidste uge og mener kun, at udviklingen siden har understøttet, at hardlinerne netop gør klar til endnu en stor regional krig.

I krig og kontrollerede eskaleringer som den, vi ser nu, skal der få fejlvurderinger til, før det hele eskalerer. 

Hvis det fortsætter på denne måde, er det efter min bedste vurdering kun et spørgsmål om tid, før Israel tilslutter sig krigen af den ene eller anden årsag.

Israel med al sandsynlighed genoptage de målrettede likvideringer af regimets lederskab. Det vil altså sige, at dem der har forhandlet med USA indtil nu kan ende med at blive dræbt i israelske angreb, inklusiv den nye diktator, Mojtaba Khamenei. 

Vi vil også se israelske angreb mod revolutionsgardens hovedkvarterer, landets energiinfrastruktur og resten af regimets ballistiske missiler. 

Og når det sker, er der ingen vej tilbage for Trump. 

Han vil blive tvunget til at gøre arbejdet færdigt og presse Teheran så meget i knæ, at regimet enten tigger ham om at underskrive en aftale, der giver USA alt det, de ønsker, eller at den iranske befolkning til sidst vælter regimet, når det er blevet tilstrækkeligt svækket af krigen.

Indtil da vil rottweileren Israel sidde på sidelinjen med fingeren på aftrækkeren.