B.T.s Mellemøst-korrespondent: Trumps næste hovedpine ligger 100 meter under jorden
Det stærkt befæstede anlæg i Pickaxe Mountain kan tvinge USA til at vælge mellem en ny atomaftale eller en omfattende landoperation på iransk territorium.

Det stærkt befæstede anlæg i Pickaxe Mountain kan tvinge USA til at vælge mellem en ny atomaftale eller en omfattende landoperation på iransk territorium.

ANALYSE: Donald Trump har mange hovedpiner i krigen mod Iran. Regimets angreb mod skibe i Hormuzstrædet er velsagtens det mest omdiskuterede og betændte problem, der påvirker hele verdensøkonomien.
Men en ny hovedpine ligger og lurer i horisonten, nemlig et stærkt befæstet bjerg i det centrale Iran, hvor regimet er ved at bygge endnu et atomanlæg.
Og ikke et hvilket som helst anlæg, men et, der ligger omkring 100 meter under jordens overflade, bedre kendt som Pickaxe Mountain.
Iran begyndte allerede i 2020 at bygge undergrundsfaciliteten i Pickaxe Mountain ifølge Institute for Science and International Security (ISIS).
Konstruktionen blev igangsat efter sabotagen mod atomanlægget Natanz samme år. Planen var, at bjerget skulle bruges til at producere centrifuger, der anvendes til at berige uran.
Bjerget ligger lige ved siden af atomanlægget Natanz, som var en af de faciliteter, der blev bombet af USA og Israel under 12-dagskrigen i juni sidste år.

Siden angrebene mod Irans atomprogram har der været spekulationer og rygter om, præcis hvor regimets lager med mere end 400 kilo uran, som er beriget til 60% befinder sig. Meget tyder dog på, at det ligger begravet under jorden.
Lageret af beriget uran er en topprioritet for både USA og Israel at få bugt med, eftersom det relativt hurtigt kan beriges til 90% renhed og dermed bruges til at udvikle atomvåben.
Men Israel vurderer nu, at regimet er i gang med at transportere dele af det berigede uran ind i Pickaxe Mountain. Hvis det er rigtigt, står Trump over for endnu en enorm udfordring.
For selv hvis han beordrer de kraftigste amerikanske bombefly til at angribe bjerget, er det usikkert, om det vil ødelægge undergrundsfaciliteten. Et fejlslået bombeangreb ville være en PR-ydmygelse for Trump.
Det betyder altså, at den amerikanske præsident har to muligheder tilbage:
Enten skal USA overbevise regimet om at indgå en omfattende aftale, der blandt andet sikrer, at lageret af beriget uran bliver flyttet ud af Iran. Et krav USA ikke ser ud til at ville gå på kompromis med.
En sådan aftale var det, man håbede, at den 60 dage lange våbenhvile kunne bane vejen for, inden Iran brød aftalen og begyndte at angribe handelsskibe i Hormuzstrædet.
Alternativt skal USA indsætte landtropper, der invaderer Natanz-området, hvor bjerget ligger.
Men der er adskillige udfordringer forbundet med en sådan operation. Bjerget er efter sigende stærkt bevogtet af Revolutionsgarden og beskyttet af både luftforsvar og en sikkerhedsmur.
Det iranske luftforsvar har vist sig at være mildest talt udueligt, når det bliver konfronteret med amerikansk militærteknologi. Det vil derfor nok være den mindste udfordring.
Men en sådan operation vil sandsynligvis kræve mange hundrede, hvis ikke tusindvis af elitesoldater på landjorden. Og selv om de er regimets soldater overlegne, vil det stadig føre til åbne kampe, hvor amerikanske soldater risikerer at dø.
Efter at Donald Trump tirsdag gjorde det klart, at USA kommer til at bombe bjerget meget snart, må det desuden antages, at regimet er i højeste alarmberedskab i området.
Trumps hovedpiner vokser altså kun i takt med, at krigen fortsætter på halvt blus, fordi den endnu ikke for alvor truer regimets overlevelse.
Skal USA iværksætte en landinvasion ved Natanz, vil det kræve, at man samtidig bomber og svækker regimet mange andre steder i Iran, så regimet ikke har mulighed for at mobilisere ekstra soldater til at forsvare bjerget.
Indtil da, vil Pickaxe Mountain blot udgøre endnu en massiv hovedpine for Trump.