ANALYSE: Alt imens angrebene mellem Iran og USA eskalerer dag for dag, øges omkostningerne også gradvist.

Adskillige iranere er blevet dræbt i de amerikanske militærangreb, der har stået på i ni nætter i træk, og i weekenden blev tre amerikanske soldater dræbt i henholdsvis Jordan og Irak.

Der er på nuværende tidspunkt intet, der tyder på, at parterne vil indgå endnu en diplomatisk aftale for at stoppe krigen. Tværtimod.

De 14 punkter, der udløste en 60 dage lang våbenhvile den 17. juni, var på mange måder dødsdømte på forhånd.

Formuleringerne i aftalen var vage, og regimet i Teheran havde allerede på forhånd besluttet, at man fremadrettet ville herske over Hormuzstrædet.

For Irans vedkommende var kravene klare; alle skibe skal koordinere med regimet, hvis de vil sejle gennem strædet, og en endelig aftale med USA skal sikre, at Teheran fremadrettet kan lukrere økonomisk på den maritime trafik ved at opkræve skatter og afgifter fra handelsskibe.

Et uacceptabelt krav – både for USA og resten af verden. De sporadiske angreb mod handelsskibe har nu bragt parterne i en de facto-krig, som igen har trukket en række Golfstater og Jordan ind i konflikten.

De begrænsede militære angreb, man udfører dagligt, har indtil nu været målrettet radar- og overvågningssystemer, luftforsvar, droner og missiler og senest en række broer, der tilsyneladende har haft til formål at svække regimets mulighed for at transportere militært udstyr rundt i landet.

Det store spørgsmål er, hvad Trumps strategi er. For i virkeligheden har han ikke mange gode muligheder tilbage at vælge imellem.

At lave en ny aftale med regimet ville tydeligvis være en stor fejl. Det er tvivlsomt, hvilke indrømmelser Teheran vil give, og endnu mere tvivlsomt, om regimet vil overholde en ny aftale.

De begrænsede angreb langs den iranske kyst ved Hormuzstrædet svækker naturligvis regimet og ser ud til at have til formål at bane vejen for en massiv amerikansk blokade af iranske havne. 

Men når amerikanske soldater endnu en gang bliver dræbt, handelsskibene i Hormuzstrædet stort set er ophørt med at sejle, og ballistiske missiler regner ned over amerikanske baser og civile områder i Golfstaterne, giver det meget lidt mening for USA at fortsætte med at føre krigen på lavt blus.

Trump har i virkeligheden kun én reel mulighed tilbage, hvis han vil fuldføre den mission, han igangsatte den 28. februar: at opskalere til fuld krig igen.

Det ville være en katastrofe for regimet, hvis amerikanske og israelske kampfly igen begynder at flyve i pendulfart over iransk luftrum og bombardere både militære mål og atomprogrammet.

Trump gav regimet en livline efter 40 dages krig, hvor det på daglig basis blev militært domineret og ydmyget.

En livline, som regimet af ren og skær stolthed, mistro og ideologisk modstand mod Den Store Satan (USA) valgte at blæse på, fordi regimet fejlagtigt vurderede, at Trump var krigstræt.

Men hvis Trump vælger at gå i fuld krig igen, bliver han nødt til at væbne sig med tålmodighed. Det kræver tid at vinde en krig mod et regime i et land så stort som Iran. 

I sidste ende er det dog ofte bedst at fuldføre den mission, man har sat sig for på forhånd, i stedet for at trække sig tidligt, og stå tilbage med en lang næse som man gjorde i foråret. 

Trump har derfor en gylden mulighed for at gøre arbejdet færdigt og få dem, der var hurtige til at udråbe Iran som sejrherre, da aftalen blev indgået, til skamme.