ANALYSE: Jeg har stillet det samme spørgsmål til IDF’s talsmand adskillige gange under de mange briefinger, militæret har givet internationale journalister siden krigen brød ud for over en måned siden – men uden held.

»I hvilket omfang har Israel og USA angrebet Irans atomprogram?« lyder spørgsmålet hver gang. 

Men svarene er bemærkelsesværdigt vage, i modsætning til krigen i juni sidste år, hvor vi jævnligt blev opdateret på, hvilke atomfaciliteter der var blevet ramt.

IDF plejer ellers ikke at være tilbageholdende med at fremhæve, hvor hårdt de har ramt fjenden, hvor militært overlegne de er, og hvor godt krigen i det hele taget forløber.

Vi journalister ved selvfølgelig godt, at virkeligheden er mere nuanceret end som så. Den meget sparsomme information om Irans atomprogram fortæller derfor i sig selv en hel del.

Enten har man forsøgt at ramme atomprogrammet uden nævneværdig succes – hvilket forekommer tvivlsomt. Enhver skade på atomanlæggene ville kunne fremstilles som en militær sejr for både USA og Israel, præcis som man gjorde sidste sommer.

Det andet scenarie er, at man af en eller anden grund endnu ikke har haft atomprogrammet som hovedmål. 

Vi ved, at begge lande systematisk er gået efter Irans ballistiske missiler, affyringsramper, flåde, Revolutionsgardens hovedkvarterer og luftforsvar.

Men i takt med at Donald Trump forsøger at presse Iran til at indgå en aftale om at afslutte krigen, sidder særligt israelerne tilbage med en væsentlig bekymring.

For selv hvis en aftale mellem USA og Iran pludselig bliver annonceret, vil det til enhver tid være i Israels interesse at få ødelagt så store dele af atomprogrammet som muligt inden da.

Der er fortsat en unik mulighed for at sætte Irans ambitioner om at udvikle atomvåben flere år tilbage. For det er indiskutabelt dét, præstestyret stræber efter.

Storbritannien, Frankrig og Tyskland genindførte sanktioner mod Iran sidste år, fordi man vurderede, at niveauet af beriget uran ikke havde civile formål.

På nuværende tidspunkt råder regimet over omkring 400 kilo uran beriget til 60 procent, skjult under jorden.

Og det vil ikke tage lang tid at berige det yderligere til 90 procent – det niveau, der kan bruges til atomvåben.

Uanset hvad er det uacceptabelt for både USA og Israel, hvis krigen ender med et scenarie, hvor Irans atomprogram enten er stort set uskadt eller ikke bliver mere eller mindre nedlagt. 

Det vil være en katastrofe, hvis Trump af utålmodighed og pres fra allierede indgår en dårlig aftale med Iran, som ikke som minimum fjerner det berigede uran og sikrer omfattende inspektioner af alle atomanlæg.

Hvis Trump reelt vil vinde krigen – og ikke kan indgå en aftale, hvor Iran går på kompromis med både atomprogrammet og Hormuzstrædet – har han ikke andet valg end at fortsætte den.

Og her er det afgørende, at USA iværksætter massive angreb mod atomprogrammet.

Det kan ske via amerikanske strategiske bombefly eller gennem målrettede specialoperationer, hvor elitesoldater indsættes for at ødelægge anlæggene.

Sidstnævnte vil være ekstremt omfattende, kræve hundredvis – hvis ikke tusindvis – af soldater og indebære betydelig risiko. 

Men man vinder ikke en krig uden omkostninger. Slet ikke mod et regime som Iran, der ikke skyr nogen midler for at vinde.