ANALYSE: I skrivende stund mødes repræsentanter for USA og Iran i Oman for at forhandle om det iranske regimes atomprogram.
Efter flere uger med gentagne trusler og massiv militær oprustning i Mellemøsten har Trump taget første skridt til det han umiddelbart vil; nemlig at få en aftale i hus med Iran, der sikrer, at landet aldrig får atomvåben.
De fleste observatører (inklusiv mig selv) så ellers hans retorik og oprustning som et klart tegn på, at et omfattende angreb var på vej.
Det kan stadig ske, alt efter udfaldet i forhandlingerne. Det hele kan eskalere på et splitsekund, og ende med at Trump trykker på knappen.
Men på nuværende tidspunkt må det konstateres, at det står 1-0 til Teheran. Det er ikke en sejr for Trump, at regimet er kommet til forhandlingsbordet taget deres ualmindeligt svage position i betragtning.
USAs magt er overvældende i forhold til Iran. Ethvert »rationelt« diktatur, der ikke har et selvmordsønske, ville gøre præcis det, Iran gør nu. Nemlig at købe så meget tid som muligt ved at indgå i komplicerede og langtrukne forhandlinger.
Noget man fra Irans side efterhånden er verdensmester i. Det ved både Joe Biden og Barack Obama. Hvis Trump ikke skal ende med at blive kørt rundt i manegen og få et renommé som en nyttig idiot, skal hans hold fremlægge klare krav samt en deadline for forhandlingerne.
Udenrigsminister Marco Rubio sagde helt rigtigt i denne uge, at alle emner skal på bordet; Irans ballistiske missilprogram, deres støtte til terrorgrupper og behandlingen af deres eget folk.
Men selv hvis Iran skulle gå hen og overraske verden ved at lægge sig fladt ned og indgå en aftale med alle de elementer Rubio opremsede, ændrer det ikke på, at mere end 90 millioner iranere lever i et shariadiktatur.
Et rædselsregime, der efter sigende har slået over 30.000 mennesker ihjel under to dages demonstrationer i sidste måned.
Selv hvis regimet skulle gå med til at løslade titusindvis af fængslede demonstranter, så er det ganske umuligt at sikre, at de pludselig vil behandle deres befolkning ordentligt fremadrettet.
Det er også fuldstændig urealistisk at tro, at regimet pludselig vil give iranerne frihed og rettigheder.
Hvilke konkrete krav vil aftalen stille til at regimet beskytter befolkningen? Hvordan sikrer man at de bliver overholdt? Vil aftalen med USA gå i vasken, hvis man begynder at henrette demonstranter igen?
Alt dette har Trump tilsyneladende ikke styr på. For ham handler det på mange måder om at gøre Obama til skamme ved at få en bedre atomaftale, end han gjorde.
Hvad der realistisk vil ske er, at Trump snart vil finde ud af, at han forhandler med djævlen, der har flere tricks i ærmet end nogen anden modpart USA kunne sidde over for.
Det ville være et mirakel, hvis regimet opgav både atomprogram, ballistiske missiler og støtte til terrorgrupper. Det ville blive enden på Irans position som regional stormagt og samtidig være en ydmygelse af dimensioner.
Derfor lægger denne mellemøstkorrespondent stadig sine penge på, at det ender med et amerikansk frontalangreb, når Trump indser, at han er ved at gå i en velkendt fælde.