For præcis tre år siden vågnede jeg ligesom millioner af israelere kl. halv syv om morgenen til lyden af luftalarmer.

Eftersom raketter sjældent ryger over Tel Aviv, medmindre der har været optakt til det, tænkte jeg, at det umiddelbart kunne være falsk alarm.

Jeg fik dog bevæget mig ud af sengen og forsøgte at finde et bombesikkert rum i nærheden af min lejlighed, hvorefter jeg helt automatisk gik ind på X for at tjekke nyheder.

Det tog ikke længe, før jeg stødte på de første videoer af bevæbnede Hamas-terrorister, der kørte rundt i pickuptrucks på israelske landeveje.

Stille og roligt væltede den ene video efter den anden frem. Kvinder, børn og ældre mennesker, der blev slæbt på motorcykler, i biler og til fods ind i Gaza.

Regulære likvideringer og nedslagtninger af civile på Nova-musikfestivalen og i kibbutzer.

For hver video, jeg så gik det op for mig, at vi befandt os i en situation, der ikke var set før i Israel-Palæstina-konfliktens historie.

Jeg husker tydeligt, hvordan hele mit system gik i alarmberedskab. Hvordan jeg instinktivt vidste, at Israel med ét var forandret.

Det samme var mit eget liv, da jeg lynhurtigt blev øjne og ører for millioner af mennesker i både Danmark og resten af den vestlige verden, der sad klistret til TV, radio og aviser for at få et indblik i, hvad der skete.

Det blev starten på en besættelse af at se så meget dokumentation som muligt for massakren.

For hvis jeg skulle kunne rapportere nøgternt om den skæbnesvangre dag og forklare folk, HVORFOR krigen mellem Israel og Hamas overhovedet var startet, blev jeg nødt til at have så meget information som muligt.

Jeg besluttede mig derfor for at køre mod grænsen til Gaza den følgende morgen, efter at jeg endelig havde fundet en kameramand med en bil.

Eller dvs. så tæt på som muligt, eftersom der stadig var terrorister på fri fod.

Vi blev mødt af checkpoints, politi, militær, ambulancer og redningsfolk på øde motorveje.

Den første by, vi nåede til, var Ashkelon, hvor missiler havde smadret lejlighedskomplekser og destrueret biler og veje. Mens luftsirenerne lød, fik vi dokumenteret ødelæggelserne og interviewet byens indbyggere.

Derefter kørte vi til byen Sderot, der ligger få kilometer fra Gaza, og hvor Hamas havde formået at overtage en israelsk politistation og henrette civile på åben gade.

Der lå stadig patronhylstre på vejene, hvor flere udbrændte og gennemhullede biler stod tilfældigt parkeret. I ugerne efter besøgte jeg Kibbutz Be'eri, hvor en af de værste massakrer havde fundet sted. 

Blodet lå stadig på gulvene i gennemsmadrede hjem, og den mugne morgenmad stod stadig fremme på spisebordene.

Tre år senere er minderne fra den 7. oktober og tiden efter stadig knivskarpe. Et stykke verdenshistorie, der forandrede Israel-Palæstina-konflikten for altid, og som blev født ud af bundløs ondskab.