KLUMME: Man kan udlede mange ting om Donald Trumps plan om at omdanne Gaza til Mellemøstens »Riviera«, men en ting er sikkert; Tostatsløsningen er død.

For nu i hvert fald. Og ikke kun på grund af Trumps idé om at fjerne palæstinensere fra Gaza og lade USA overtage kontrollen og ansvaret for genopbygningen. Den plan er både urealistisk og næppe andet end spin.

Terrorangrebet 7. oktober 2023 forandrede Israel-Palæstina-konflikten for altid. Det vil sandsynligvis tage flere generationer, før israelerne vil tilgive det nationale traume, der endnu ikke er slut. 

Ingen politiker i Israel med håb om at blive premierminister vil kunne sige højt, at de aktivt støtter etableringen af en palæstinensisk stat. Kun 27 procent af israelerne støtter en tostatsløsning.

Og for palæstinenserne er det, utroligt nok, lige så upopulært at skulle acceptere en israelsk og en palæstinensisk stat på samme tid. Kun 28 procent af palæstinenserne på Vestbredden og i Østjerusalem støtter tostatsløsningen.

For israelerne handler det konkret om, at man siden statens oprettelse har haft en nabo, der ønskede at udslette én. Fra 1948 krigen frem til 7. oktober har palæstinenserne ønsket at kyle jøderne i havet.

Det eneste lyspunkt der har været i al den tid var Oslo-aftalerne, hvor man blev enige om at slutte fred og bevæge sig i retning af etableringen af en palæstinensisk stat.

Men den jødiske terrorist Yigal Amir slog bogstaveligt talt den plan ihjel, da han myrde premierminister Yitzhak Rabin i 1995. Og Hamas og Islamisk Jihad fik slået de sidste søm i fredsaftalen med en række selvmordsbomber, både før og efter mordet på Rabin. 

Angrebene fortsatte under den anden intifada, hvor natklubber, caféer, og busser blev sprængt i småstykker. Da Israel forsøgte at række hånden ud ved at trække både soldater og bosættere ud af Gaza i 2005, var palæstinensernes modsvar at stemme Hamas ind som den nye regering i enklaven året efter. 

I årene efter regnede det med raketter over israelske byer, der levede i konstant alarmberedskab. Israel svarede hårdt igen af flere omgange i både 2008, 2012, 2014 og 2021.

Lige lidt ændrede det. Hamas voksede sig kun stærkere og formåede at udføre det mest makabre angreb mod Israel i statens historie. Det hav af videooptagelser fra kibbutzerne, musikfestivalen og hovedvejene den 7. oktober har brændt sig fast på alle israeleres nethinder.

Det samme har scenerne fra Gaza hvor hundredvis af civile tæskede, spyttede, og skreg af gidsler. Tilsammen har det skabt et brændende had til palæstinenserne. 

Meningsmålingerne efter 7. oktober, der viste massiv støtte blandt palæstinenserne til massakren, var endnu en øjenåbner for de fleste israelere. Hvordan kan man støtte oprettelsen af en stat, styret af en befolkning der bogstaveligt talt ønsker at slagte én?

For palæstinenserne er den ydmygelse, som befolkningen har gennemgået de sidste 77 år, en del af deres DNA. De kan og vil ikke acceptere, at de har tabt konflikten. Jo mere de kæmper imod, desto svagere bliver de stillet. De har aldrig været længere fra at have deres egen stat end lige nu.

Det kan de i høj grad takke sig selv for. Deres ledere har gentagne gange sagt nej til at få en stat i håbet om, at de vil kunne udslette Israel en dag, eller at det internationale samfund vil gennemtvinge det.

Magtbalancen er lige nu så skæv, at palæstinenserne ikke skal gøre sig nogle forhåbninger om at kunne udføre endnu et angreb a la 7. oktober lige foreløbigt.

De har derfor to valg; at fortsætte i det spor de har kørt i de sidste 77 år, og bruge al deres tid, energi og penge på at forberede de næste terrorangreb i håbet om, at det vil »fri Palæstina«.

Det vil selvfølgelig ikke lykkes, men måske vil antisemitterne og islamisterne infiltrere de stærkeste magter i verden i sådan en grad, at Israel vil blive sanktioneret i knæ, og tvunget til at give palæstinenser en stat.

Eller også kan palæstinenserne indse, at terror kun har bragt dem i en situation, hvor de er mere marginaliserede end nogensinde, mens Israel kun bliver stærkere.

Uanset hvad, er status-quo situationen langt mere udholdelig for israelerne, der langsomt kan vende tilbage til deres hverdag i en civilisation. Men for palæstinenserne i Jabalia i nord Gaza, hvor alting ligger i ruiner, er situationen katastrofal.

Én ting er sikkert; det er sjældent den tabende part i en konflikt, der kan diktere slagets gang. En fremtidig tostatsløsning kræver derfor, at den ikke-eksisterende tillid mellem de to befolkninger skal opbygges. Langsomt og sikkert. Og det starter med en erkendelse for palæstinenserne, at Israel ingen steder går.