De samme medier, der ukritisk viderebragte historierne om dræbte journalister i Gaza, har i store træk ignoreret, at flere af dem er blevet afsløret som kombattanter i Hamas og Islamisk Jihad
ANALYSE: Under den to år lange krig mellem Israel og Hamas blev især én påstand fremsat igen og igen: Der var blevet dræbt flere journalister i Gaza end i samtlige krige i nyere tid tilsammen.
En åbenlys løgn, som førte til ophedede debatter i tv-studier verden over, inklusive i Danmark.
I deres iver efter at anklage Israel for endnu en krigsforbrydelse valgte journalister og chefredaktører at ignorere det faktum, at en lang række af dem, der figurerede på Committee to Protect Journalists' (CPJ) officielle liste over dræbte journalister, arbejdede for medier, der var delvist eller fuldstændigt kontrolleret af Hamas, Islamisk Jihad og andre terrorgrupper.
I maj måned sidste år talte omkring 40 personer, der arbejdede for terrorgruppers medieafdelinger i Gaza. Et tal, der kun er vokset siden.
På et eller andet tidspunkt under Gaza-krigen valgte man altså at kyle sin journalistiske integritet over bord og placere vestlige journalister i samme kategori som de facto-propagandister for terrorgrupper.
Diskussionerne endte som regel med at ryge ud på et sidespor, hvor spørgsmålet blev, om disse mennesker var legitime mål ifølge international lov. Det er en separat diskussion, som de fleste blev enige om at besvare med et nej.
Israel, der med rette blev kritiseret for ikke at fremlægge tilstrækkelige beviser for, at mange af dem, de målrettet dræbte, rent faktisk var kombattanter, har i de seneste måneder fået en form for oprejsning af ingen ringere end Hamas og Islamisk Jihad selv.
Begge terrorgrupper har drypvis offentliggjort navnene og billederne af en lang række kombattanter og kommandører, der blev dræbt under krigen. Og det viser sig nu, at adskillige af dem har figureret på CPJs liste.
Ofte ses de i fuld Hamas- eller Islamisk Jihad-uniform med tilhørende titel samt oplysninger om, hvor og hvornår de blev dræbt i Gaza. Et eksempel er Mohamed Naser Abu Huwaidi, der kom på CPJ's liste i december 2023.
Men den 19. marts annoncerede Islamisk Jihad, at Huwaidi, der også arbejdede for mediet Al-Istiqlal, var medlem af gruppens »militære medieenhed.«
CPJ har sidenhen fjernet hans navn fra listen efter deres egen undersøgelse indikerede, at Huwaidi deltog i kamphandlinger i Gaza.
CPJ har stilhed fjernet i alt otte palæstinensiske journalister fra deres liste i kølvandet på afsløringerne af deres aktive roller i terrorgrupper, og yderligere seks personer der ikke viste sig at leve op til organisationens definition for en journalist.
Ingen pressemeddelelse om, hvorfor man i årevis har haft kombattanter registreret som journalister. Ingen undskyldning til de medier verden over, der igen og igen har citeret listen.
Hamas og Islamisk Jihad er ikke færdige med at offentliggøre navnene på dræbte kommandører og kombattanter. Det betyder, at antallet af kombattanter, der også arbejdede som »journalister« sandsynligvis vil stige i de kommende måneder.
Times of Israel er mig bekendt det eneste større udenlandske medie, der har dækket afsløringerne i detaljer. Men hvorfor egentlig? Utallige store medier, inklusive danske, har brugt oceaner af tid på at dække og begræde drabene på kolleger.
Hvorfor har de kollektivt valgt at ignorere, hvad der må anses for at være en højst relevant opfølgning på en historie og et fænomen, de sirligt har dækket i to år i træk?
Skylder man ikke læsere, seere og lyttere at fortælle, at en række af de journalister, Israel blev anklaget for ulovligt at dræbe, sidenhen har vist sig at være kommandører og kombattanter i terrorgrupper?
Hvordan skal folk nogensinde kunne danne sig et overblik over, hvad der er op og ned i Israel-Hamas-krigen, når medierne primært er interesserede i at dække Israel-kritiske historier, men ignorerer afgørende indrømmelser fra Hamas og Islamisk Jihad, som viser præcis, hvor kyniske de er?
Og hvad med de historier, som de aktive kombattanter har spredt inden de blev dræbt. Følger man op på dem, nu hvor det er bevist, at de var alt andet end pålidelige journalister?
Et andet interessant spørgsmål er, hvorfor Hamas og Islamisk Jihad tilsyneladende begår så eklatante selvmål ved at afsløre præcis, hvor mange af deres medlemmer der har poseret som journalister.
Det korte og indlysende svar er, at de ved, at internationale medier med al sandsynlighed kommer til at ignorere historien. For det vil betyde, at de samme medier skal indrømme, at de er faldet i terrorgruppernes fælde ved at rapportere om dræbte journalister, der senere viste sig at være kombattanter.
I stedet for at undersøge, hvem disse mennesker egentlig var, har man blindt antaget, at folk med pressevest automatisk besidder basal presseetik, og selvfølgelig ikke er bijobber som kombattant i en terrorgruppe.
For de fleste af os, der bor og arbejder i Mellemøsten og ikke går rundt med skyklapper, er det på ingen måde nogen overraskelse, at Hamas og Islamisk Jihad naturligvis også misbruger journalisters beskyttelse under international lov. Præcis som de gør med hospitaler, skoler, FN-bygninger og moskéer.
Afsløringerne af disse kombattanter – og den manglende dækning af dem – illustrerer på bedste vis, hvor stort et behov der er for selvransagelse i medieverdenen.