ANALYSE: En tommelfingerregel i Mellemøsten er, at man skal passe på med at være for optimistisk. Det er som regel to skridt frem og et tilbage, når glædelige nyheder en gang imellem finder vej til medierne.

Men denne uges demonstrationer mod Hamas i Gaza, der startede ud med et par håndfulde og voksede sig til flere tusinde, er så sjælden en begivenhed, at det fortjener ikke bare opmærksomhed, men dybere analyse.

På trods af venstrefløjens kærlighed til Gaza, er enklaven blandt de mest rabiate, kvinde- og homohadende, islamistiske og terrorglade steder på jorden.

Det kræver altså et stort mod at gå på gaden med skilte og slagord imod den terrorgruppe, der styrer Gaza med hård hånd. Enhver indbygger i Gaza ved, hvilken pris det kan have at gå imod Hamas.

»Kollaboratører« bliver tortureret og henrettet. Og skulle man være så fræk at klage over Hamas' horden af nødhjælp, får man tæsk på åben gade.

Historier og scener der meget sjældent bliver dækket af vestlige medier, da det aldrig er helt så interessant, når en palæstinenser bliver slået ihjel af en anden palæstinenser. Der skal helst være en jøde involveret, før det får folk op af stolene.

Demonstranterne i Hamas-højborgene Beit Lahiya, Shijaiyah og Jabalia i det nordlige Gaza var altså på gaden med livet som indsats. Det ville være naivt at tro, at samme mennesker ville sætte sig ned i morgen og acceptere Israels ret til at eksistere og glemme de rædsler, som krigen har budt.

Vreden var i høj grad også rettet mod Israel og det korrupte Palæstinensiske Selvstyre, der kæmper en tæt kamp med Hamas om at svigte befolkningen mest.

Men vreden mod Hamas var tydelig; »Hamas, skrid« og »Hamas repræsenterer os ikke,« lød det fra nogle af demonstranterne.

17 måneder efter massakren 7. oktober og et Gaza, der er raseret af kampe mellem Israel og Hamas, har dele af befolkningen nu endelig fået nok. De har indset det som de fleste rationelle mennesker i verden for længst har gennemskuet, nemlig at Hamas aldrig kommer til at give dem det, de ønsker allermest, nemlig ro, fred, og suverænitet. 

Sidstnævnte løb er formentlig kørt, da den israelske befolkning for længst har opgivet at give en stat til et folk, der ønsker alle israelere i havet.

Men ro og fred er det mest presserende for befolkningen i Gaza lige nu. Hamas’ insisteren på at holde uskyldige mennesker fanget i torturkamre under jorden kommer kun til at bringe endnu mere død og ødelæggelse til Gaza.

Hamas står nu overfor et enormt problem. Enten skal man acceptere demonstrationerne og håbe, at gassen går af ballonen lige om lidt. Et par tusinde mennesker er trods alt ikke meget i forhold til, at der bor over to millioner mennesker i Gaza.

Eller også skal man kvæle bevægelsen ved fødslen. Der er rigeligt med inspiration at finde hos andre diktaturer i Mellemøsten, der fik held med at slukke det arabiske forår.

Eftersom menneskerettigheder er en by i Rusland for Hamas, vil det være nærliggende at dræbe eller torturere demonstranterne. Men uanset hvad har vi i denne uge set noget, der minder om begyndelsen på et palæstinensiske forår.

Det ville klæde NGO'erne og pro-Palæstinenserne at lytte til de mennesker der rent faktisk bor i Gaza, og give dem al den opbakning de kan få i deres kamp mod Hamas. Men vi skal nok ikke forvente for meget fra den fløj, der i årevis har lukket oejnene for Hamas' rædsler.