ANALYSE. Libanon har fået en ny præsident. Militærchefen Joseph Aoun blev torsdag valgt af et overvældende flertal i det libanesiske parlament. 

Og selvom Aoun får en ceremoniel rolle, er det stadig et vigtigt magtvakuum, der bliver fyldt efter to år uden en præsident i landet.

Den fejlslåede stat, der slikker sårene efter endnu en krig med Israel, har dermed også sendt et tydeligt signal til libaneserne og til det internationale samfund: Hizbollah er på retræte.

Modsat sin forgænger, Michel Aoun, er Joseph Aoun (de er ikke i familie) ikke allieret med Hizbollah. Tværtimod. 

I sin tale til parlamentet slog Aoun fast, at den libanesiske hær vil overtage kontrollen med alle våben i landet, og at Libanon vil overholde og implementere våbenhvile med Israel.

»Mit løfte er til alle libanesere, uanset hvor de befinder sig, og til hele verden, at en ny fase i Libanons historie er begyndt i dag,« sagde Aoun i parlamentet.

Han sendte samtidig en stikpille til Hizbollah og resten af Libanons korrupte myndigheder: 

»Indblanding i retsvæsenet er forbudt, og kriminelle eller korrupte personer vil ikke nyde immunitet. Mafiaer, narkotikahandel eller hvidvaskning af penge har ingen plads i Libanon.«

Aoun bliver nu en central autoritet på et tidspunkt, hvor Libanon gennemgår en af de største kriser i landets historie. Økonomien har været i frit fald i de sidste mange år, med nedbrud af banksystemer, skyhøj inflation, massiv korruption og senest en krig mod en overlegen militær magt i Israel.

Den netop overståede krig, som Hizbollah startede i solidaritet med terrorgruppen Hamas, har bragt død og ødelæggelse til store dele af landet. Verdensbanken vurderer, at det vil koste omkring 8,5 milliarder dollars at genopbygge.

Eller det vil sige; Hizbollah har bragt død og ødelæggelse til Libanon. De fleste libanesere har længe været bevidste om Hizbollahs destruktive indflydelse i landet. 

Specielt terrorgruppens mafialignende metoder har skabt frygt i store dele af befolkningen.

Men libaneserne har ikke kun været klemt af Hizbollah. Det politiske lederskab har gang på gang svigtet befolkningen ved at lade omfattende korruption løbe løbsk, holde hånden over hinanden, og tillade en fremmed magt (Iran) at underminere statens institutioner gennem Hizbollah.

Og den libanesiske hær har ikke været stærk nok eller haft viljen til at konfrontere Hizbollahs massive militær.

Men efter 13 måneders krig med Israel er Hizbollah blevet svækket i sådan en grad, at den libanesiske hær har en chance for at gøre arbejdet færdigt.

Verdensbankens dystre rapport fra 10. december sidste år bør være endnu et incitament for den libanesiske regering til langt om længe at få implementeret de økonomiske reformer man har efterspurgt i årevis.

Udenlandske investorer bliver som regel skræmt af korruption og terror, to ting der har domineret Libanon i mange år.

Hvis regeringen vil have vendt skuden, må man først og fremmest sørge for at Iran ikke får mulighed for at smugle våben eller overføre kapital til Hizbollah.

Et tæt samarbejde med USA, Frankrig og Israel om at implementere våbenhvilen er en opportun mulighed for at sikre dette, og Aoun bliver set som en figur, der kan hjælpe med at sende Libanon i den retning. 

Både USA, Frankrig og Saudi Arabien støtter valget af ham som præsident. Økonomisk støtte fra netop Saudi Arabien og USA kan vise sig at være afgørende for Libanons rehabilitering. 

Det er svært at være positiv på Libanons vegne, når landet har været i krise i årtier, og lederne gang på gang har fejlet. Men Hizbollahs mislykkede forsøg på at bringe Israel i knæ har skabt en unik situation for de ellers svage politiske ledere.

Griber de ikke chancen nu, og får genopbygget landet, gennemført reformer og nedkæmpet Hizbollahs én gang for alle, er det bare et spørgsmål om tid før de får befolkningens vrede at føle igen. I værste tilfælde kan det ende i endnu en borgerkrig. 

Nok er nok, som man siger.