ANALYSE: Det er ingen hemmelighed, at de fleste verdensledere anser Benjamin Netanyahu for at være giftig — selv dem, der arbejder tæt sammen med ham og Israel.
Det blev endnu engang soleklart onsdag aften, da den israelske premierminister annoncerede, at han havde aflagt et »historisk« og »hemmeligt« besøg i De Forenede Arabiske Emirater under Iran-krigen.
Få timer senere udsendte Emiraterne en pressemeddelelse, hvor de afviste, at besøget overhovedet havde fundet sted.
En ydmygelse og pinlig affære for Netanyahu, der var pavestolt over at kunne annoncere det tophemmelige besøg, som på alle måder viser, hvor tætte Emiraterne og Israel er blevet.
At Netanyahu skulle lyve om at have aflagt et besøg i et andet land virker usandsynligt — selv for ham, der er blevet taget i flere løgne end de fleste statsledere.
En kilde med kendskab til besøget bekræftede torsdag morgen over for mig, at Netanyahu fløj direkte til Abu Dhabi den 26. marts sammen med cheferne for de israelske efterretningstjenester Mossad og Shin Bet, David Barnea og David Zini, som begge var med på turen.
Mødet omhandlede ifølge kilden koordinering af sikkerhed, da Irans angreb primært gik ud over Israel og Emiraterne.
Emiraternes offentlige afvisning af, at mødet skulle have fundet sted, handler i højere grad om, at man p.t. står i en virkelig anspændt situation med Iran, der har sendt hundredvis af ballistiske missiler og droner mod Golfstaten, siden krigen brød ud den 28. februar.
Iran var da også hurtige til at reagere på Netanyahus annoncering og advarede kryptisk om, at samarbejde med Israel er »utilgiveligt«, og at dem, der gør det, vil blive holdt til ansvar.
Med andre ord: Emiraterne skal forvente enten flere missiler og droner eller andre former for angreb.
Nu er det ikke, fordi Emiraterne som sådan har lyst til at have et tæt samarbejde med Iran. De har langt om længe indset præcis, hvilket regime der hersker i Teheran.
Regimets utallige uprovokerede angreb mod civile mål i Emiraterne er intet mindre end vanvittige og viser, hvilken aktør man står over for.
Men Emiraterne vil hellere gå stille med dørene og samarbejde bag lukkede døre — specielt når det kommer til sikkerhedskoordinering.
Man har for eksempel fra Abu Dhabis side heller ikke offentligt kommenteret, at Israel sendte sit højt avancerede 'Iron Dome'-missilforsvar til Emiraterne under krigen for at hjælpe dem mod iranske angreb.
Det kunne USAs ambassadør til Israel, Mike Huckabee, ellers bekræfte tidligere på ugen, efter at flere medier havde rapporteret historien.
Man kan samtidig spørge sig selv, hvorfor Netanyahu løber risikoen for en offentlig ydmygelse ved at gå ud med en pressemeddelelse om sit besøg i Emiraterne.
Netanyahu ved udmærket, at det ville kunne give bagslag. Han kender Golflandene og ved, hvor ømt et emne Israel stadig er for dem — trods åbent og tæt samarbejde.
Men Israel er i valgår. Faktisk tog Netanyahus regering onsdag aften et skridt mod at opløse parlamentet og dermed fremskynde valget, der efter planen skulle have fundet sted den 27. oktober.
Netanyahus koalition står til at tabe valget, så enhver nyhed, der kan sætte ham i et godt lys over for israelerne og dermed potentielt give ham flere stemmer, er værd at få sendt ud i æteren.