ANALYSE: Jeg har været til mange fester i mit liv, men gårsdagens »valgfest« hos det israelske oppositionsparti »Together« var ikke en af dem.

Kl. 22.00 blev de første exitpolls vist på storskærm i det store lokale i Tel Aviv, hvor partiet havde samlet aktivister og hele den israelske presse for at følge valgresultaterne.

Og der gik ikke mange sekunder, før man vidste, hvad klokken var slået. Partiet så godt nok ud til at blive tredjestørst, men samlet havde anti-Netanyahu-blokken kun 52 mandater, dvs. ni færre end de gyldne 61, man skal have for at danne regering.

Der var ingen hujen, gejst eller glæde at spore hos partiet. En følelse, der kun blev forstærket i morges hos de israelere, der havde håbet, at de jødiske oppositionspartier ville få så godt et valg, at de selv kunne danne en flertalsregering uden hjælp fra de arabiske partier.

For i skrivende stund er 88% af stemmerne talt op, og de jødiske oppositionspartier står til at få 48 mandater, dvs. fire mandater færre end i går aftes. Samtidig er Netanyahu-blokken gået frem og har nu 53 mandater, mens de arabiske partier samlet får 19 mandater.

Nok er alle stemmer ikke talt op, men de jødiske oppositionspartier kommer ikke til at kunne danne regering alene. Dermed har de på nuværende tidspunkt tre valgmuligheder.

1: At bryde deres valgløfter ved at samarbejde med de arabiske partier – enten i en mindretalsregering med støtte udefra eller i en samlet koalition.

Begge scenarier vil gøre regeringen ekstremt handlingslammet, eftersom Israel står over for en række sikkerhedspolitiske udfordringer, såsom Hamas, der stadig regerer omkring 40% af Gaza, Hizbollah der stadig er tilstede i Sydlibanon, og et iransk regime, der ikke har glemt de ødelæggelser, Israel har forårsaget i Iran under de seneste to krige.

De arabiske partier kommer aldrig til at give grønt lys til, at IDF fortsætter sine kampe i hverken Gaza, på Vestbredden, i Libanon eller i Iran.

2: At indgå i en samlingsregering med Netanyahu, hvilket ville være det største forræderi, de kunne begå over for deres vælgere. Her ville man sandsynligvis være tvunget til at tillade Netanyahu at sidde som premierminister først i et rotationssamarbejde, eftersom han er leder af det største parti.

I sig selv en ydmygelse og en katastrofe for oppositionspartierne.

3: At anerkende nederlaget og kaste sig ud i et omvalg, hvor Netanyahu vil sidde som fungerende premierminister i flere måneder, inden valget bliver afholdt.

Samlet set står Netanyahu altså bedst, selvom han også får ualmindeligt svært ved at danne en regering. Hans bedste chance er at afprøve mulighed nummer to, nemlig en samlingsregering, hvilket virker urealistisk på nuværende tidspunkt.

Det betyder altså, at Israel sandsynligvis skal til omvalg, mens Netanyahu kommer til at fortsætte med at lede landet indtil da.

Den tid vil han utvivlsomt bruge til at øge sin popularitet ved at »gøre arbejdet færdigt« i Iran sammen med Trump. En krig, som utrolig mange israelere vil bakke op om.

Hvis oppositionen skal undgå dette scenarie og gribe chancen for at fjerne Netanyahu fra magten – måske én gang for alle – skal der altså massive løftebrud til og en accept af, at arabiske partier vil få betydelig indflydelse på regeringens politik.