ANALYSE: Fredsforhandlingerne mellem Libanon og Israel i dag i Washington har sat både Iran og Hizbollah i en ualmindelig dårlig situation.
For selvom begge parter insisterede på, at Libanon skulle inkluderes i våbenhvilen mellem Israel, USA og Iran, var det aldrig meningen, at det skulle tolkes som et ønske om fred. Tværtimod.
Hizbollahs leder, Naim Qassem, har krævet, at forhandlingerne aflyses, og sværger samtidig, at terrorgruppen ikke vil overgive sig.
Tusindvis af Hizbollah-tilhængere demonstrerede i Beirut i weekenden mod udsigten til en mulig fred med Israel. Man ønsker altså ikke fred, men fortsat hellig krig mod jøderne.
Hizbollah har, ligesom Hamas, en klar manual for, hvad man gør herfra:
1: Lukrer på det internationale samfunds modvilje mod Israel, der ofte vender det blinde øje til terrorgruppers krigsforbrydelser.
2: Udnyt de civile lidelser, Hizbollahs krig har medført ved at gennemtvinge en våbenhvile for at få Israel til at stoppe angrebene.
3: Genopbyg det ødelagte – både civile områder og militære kapaciteter – og start derefter forfra når en ny mulighed opstår for at forsøge at udslette staten Israel.
Men det tyder på, at Hizbollah har presset citronen for meget denne gang. Der er en udbredt vrede mod terrorgruppen i store dele af befolkningen, som udmærket kan gennemskue, hvem der bærer ansvaret for de to krige, landet har gennemgået på mindre end tre år.
Den libanesiske regering har også indset, at landet kun kan genopbygges og blive en stabil, demokratisk stat ved at slutte fred med Israel og smide Hizbollah – og dermed også Iran – ud af landet.
Irans krav om, at krigen mellem Israel og Hizbollah skulle inkluderes i våbenhvilen med USA, har samtidig afsløret, i hvor høj grad regimet i Teheran betragter Libanon som sit eget territorium. Libanon og Iran er, må man forstå, tæt forbundne.
Det er ikke nogen nyhed, men det bør få det internationale samfund til langt om længe at indse, at Hizbollah og Iran er den største forhindring for fred mellem Israel og Libanon. Ikke Israel.
Det er ikke en påstand, men et faktum. Og hvis det er tilfældet, bør det internationale samfund hurtigst muligt gøre alt i sin magt for at støtte Beirut og Jerusalem i fredsforhandlingerne.
Det hjælper ikke Libanon at opnå fred fra israelske bomber ved samtidig at ignorere Hizbollah, som igen har formået at glide ud af ligningen, når krigens rædsler skal fordømmes.
Hvis man reelt ønsker, at den næste generation af libanesere skal undgå flere krige med deres nabo, er det op til det internationale samfund at give regeringen i Beirut og militæret præcis den støtte, de har brug for.
Og ikke i form af FN-soldater, der endnu en gang kan stå passivt og se til, mens Hizbollah genopbygger sine styrker for øjnene af dem.
Vil man Hizbollah til livs, kræver det enten et ekstremt tæt samarbejde mellem israelske og libanesiske styrker – eller en international indsats.
En styrke med mandat til at bruge magt, bestående af toptrænede soldater fra de stærkeste militærer i Vesten og de moderate arabiske lande.
Der er lang vej til et af de to scenarier, men i første omgang er forhandlingerne i Washington et skridt i den rigtige retning.
En retning væk fra Hizbollah, Iran og terror – og et skridt mod fred.