Klumme: Israels beslutning om at besætte Gaza er endnu en hjerneblødning, der mest af alt ligner et bevidst forsøg på at begå selvmord. 

Selvom ordet besættelse bevidst er undladt i selve planen, der blev offentliggjort af Netanyahus kontor, er det klart, at det er dét, man mener. Og det ved israelerne selvfølgelig udmærket. Der er enorm modstand mod at besætte Gaza blandt store dele af befolkningen. 

Tidligere gidsler, forsvarsministre, og oppositionspolitikere er blandt dem, der er kommet med den skarpeste kritik. 

For Israel betyder en besættelse af Gaza, at yderligere tusindvis af soldater fra reserven skal kaldes til tjeneste. Mange vil være permanent til stede i tætbefolkede områder i Gaza, hvor Hamas vil forsøge at lave bagholdsangreb på soldater. 

Civile palæstinensere vil blive fanget i krydsilden, og Israel vil som altid få 100 procent af skylden for ethvert tabstal.

Hamas er eksperter i at skabe kaos og udnytte den palæstinensiske civilbefolkning samt civil infrastruktur til deres fordel. Israels plan er at få en overgangsregering på plads, som vil overtage det daglige ansvar for civilbefolkningen.

Men indtil da er det Israels ansvar som besættelsesmagt at stå for alt, der vedrører de civiles liv; mad, vand, elektricitet, sundhedssystem, og sikkerhed.

Jeg kan næppe komme i tanke om noget mere opslidende for det israelske militær, der i forvejen trækker på mænd i 40'erne, der har sat deres arbejds- og familieliv på standby de sidste 22 måneder.

Samtidig er den en enorm byrde rent finansielt for den israelske økonomi, der i forvejen lider under de store udgifter som angreb fra Hamas, Islamisk Jihad, Hizbollah og Iran har medført.

En besættelse giver også alle Israels fjender mere ammunition i deres daglige angreb. Man kommer til at isolere sig selv endnu mere end man er i forvejen. For FN, er det en drøm. Det vil føre til endeløse fordømmelser, møder, og anklager om etnisk udrensning.

Sidstnævnte anklage er Oxfam allerede kommet med, selvom de to ting ikke nødvendigvis hænger sammen. Hvis Israel ender med at tvangsdeportere palæstinensere fra Gaza, er det etnisk udrensning. Men det er ikke i kortene ifølge den 5-punkts plan, der er fremsat.

Fakta er dog ligegyldig for de tusindvis af fjender, Israel har. Spørgsmålet er, hvorfor Netanyahu vælger at gå denne vej.

I sidste måned igangsatte Hamas endnu en massiv propagandakampagne, hvor billeder af udmagrede børn, der led af alvorlige fysiske sygdomme, figurerede i alverdens medier som et bevis på den hungersnød, man påstod der fandt sted.

Det førte til ramaskrig i hele verden, selvom flere medier senere måtte udsende rettelser til de billeder, de havde trykt, hvor det ikke fremgik, at børnene led af alvorlige fysiske sygdomme. Men skaden var sket for Israel.

Hamas indrømmer blankt, at vestlige nationers beslutning om at anerkende Palæstina som en stat var en »sejr« for dem. De ser derfor ingen grund til at acceptere den 60-dages våbenhvile, som Israel har sagt ja til.

Netanyahu har ikke mange kort tilbage på hånden. Enten kan han overgive sig til Hamas, trække IDF helt ud af Gaza, indgå permanent våbenhvile og lade Hamas fortsætte med at styre enklaven i bytte for de 50 gidsler.

Eller også kan han sætte endnu mere hårdt ind i Gaza. At besætte Gaza er den mest aggressive beslutning, han kunne træffe. Men det kommer til at koste israelske og palæstinensiske liv. Og udsigten til at få gidslerne ud er mere dyster end nogensinde.