ANALYSE: »Jeg undskylder til vores nabolande,« lød det lørdag morgen fra Irans præsident, Masoud Pezeshkian.
Præsidenten – eller diktaturets repræsentant – lovede, at regimet vil stoppe angrebene mod de arabiske Golfstaterne, medmindre de tillader for eksempel USA at udføre angreb mod Iran fra deres lande.
Undskyldningen og lovningen klingede først og fremmest hult.
Få timer efter udtalelsen måtte Qatar igen at skyde ballistiske missiler ned, Dubais internationale lufthavn lukkede midlertidigt på grund af endnu et droneangreb, og eksplosioner lød i Bahrain.
Så meget for undskyldningen og lovningen om at stoppe angrebene. Det ville dog være et klogt træk af regimet rent faktisk at gøre, hvad de har lovet.
I kølvandet på USAs og Israels angreb, udførte Iran en lang række angreb mod Golf-landene, som i den seneste uge kun er taget markant til.
Få amerikanske baser er blevet ramt i de lande, hvorimod civile områder er dem, der har lidt mest under angrebene; hoteller, lejlighedskomplekser, lufthavne, og energiinfrastruktur.
Strategien fra Irans side har været at angribe Golfstaterne i håb om, at de ville skælve af frygt og i desperation lægge massivt pres på USA for at stoppe krigen.
Det modsatte ser ud til at være tilfældet. USA og Israel fortsætter ufortrødent med at sønderbombe regimets militære infrastruktur, og Golfstaterne har udtalt, at de forbeholder sig retten til at svare igen på de uprovokerede angreb.
Hvad der skulle have været en smart og effektiv måde at lægge pres på Trump, ender nu med al sandsynlighed som en boomerang i hovedet på Iran.
Angrebene »gør det stik modsatte,« udtalte USAs ambassadør til FN, Mike Waltz, til Fox News fredag.
»Det giver bagslag for Iran. Jeg har mødt næsten alle ambassadører i Golfen i løbet af de sidste 48 timer. Jeg har aldrig set dem mere sammentømrede. Jeg har aldrig set dem mere oprørte … Deres befolkning er under angreb, og jeg tror, at man vil se det sammenhold blive mere og mere styrket, efterhånden som dagene går,« udtalte Waltz.
Golfstaterne har længe vidst, at Iran er en ekstremt destabiliserende faktor i Mellemøsten, men man har i de seneste år valgt en pragmatisk tilgang til regimet; samarbejde og sikring af energimarkedet i stedet for kaos og økonomisk ustabilitet.
Men efter USAs og Israels angreb har de nu ikke længere noget valg. Det er mere tydeligt end nogensinde, at regimet er ekstremt svagt og isoleret, og alt andet end en strategisk allieret.
Dilemmaet om, hvorvidt man skulle forsøge at overtale Trump til at stoppe krigen, forsvandt i det sekund, regimet begyndte at affyre hundredvis af ballistiske missiler og droner mod Golfstaterne.
Det er, hvad man med andre ord kalder en »no brainer.«
Spørgsmålet er nu, hvor lang tid der går, før Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater vil sætte en streg i sandet og tilslutte sig USA og Israel.
Som en kilde tidligere på ugen fortalte mig, så er man ikke meget for at stå side om side med Israel i en regional krig, af frygt for at give den jødiske stat endnu mere succes og magt.
Men hvis ikke man vil tabe ansigt fuldstændig, er der efterhånden ikke noget valg. Enten tilslutter man sig krigen, eller også skal man snarest muligt finde en anden måde at svare igen på angrebene.